Det stopper aldrig

Der er hele tiden ting vi synes der skal gøre ved huset, ting vi vil prøve i køkkenet og rejsemål som skal udforskes. De to første er lidt nemmere at fikse nu og her, end det sidste.

Køkkenhaven – Det første projekt døde. En kombination af for meget sol, varme og dumme fugle.

Vi har fundet et nyt sted at stille op og har nu plantet rosmarin, persille, oregano, mynte, merian, tomater og rød snack peber. Jeg har syet nogle net vi har sat omkring potterne for at holde div. dyr væk.

Det vokser helt vildt hurtigt, så nu håber vi bare at det holder og kan overleve varmen. Det er væk fra solen og regn…vi krydser fingre. Jeg talte med Birgit i dag om vores små tomat stiklinger som er blevet omkring 7 cm på en uge, så de skal plantes ud nu og have en lille pind. Så det fikser jeg i morgen tidlig.



Vi fik en rabarber med fra Niels og Birgit og den er kommet i en potte og ligesom alt det andet, ja så er den jo også vokset med lynets hast. Første stok er på 1½ uge 10 cm.

Vi har manglet noget grønt indendørs og i weekenden tog vi så forbi et par gartnere. Vi købte 3 store hvide fredsliljer (tror jeg de hedder)og har stillet i stueetagen. Det ser godt ud og er rart med noget grønt.

10 orkideer i temmelig store størrelser blev det også til. De hænger dem op her, men vi vil have dem stående. Det er lidt af et projekt, for ja…de er altså ret store. De største er ca. 130 cm. Det havde vi ikke lige tænkt så meget over da vi købte dem. Så nu skal jeg lige havde fikset det på en eller anden måde med nogle krukker af en art.







I køkken afdelingen har vi endelig fået gang i projektet med at lave hjemmelavede pølser. Vi havde købt 2 kg kød og første forsøg skulle være medister i 3 udgaver. Almindelig, med chili og med hvidløg/basilikum.  Vi lavede en grund fars og tilsatte så det forskellige. Vi skulle lige have tag på det og finde ud af rytmen og hvordan det forskellige skulle gøres. Men da det kom i orden, så gik det ret nemt og var ikke så besværligt som vi havde frygtet. Men altså, det er ikke lige noget man laver inden man får gæster for. En stor portion og så i fryseren. Det er nok sådan det skal gøres.






Vi er også BEGGE TO, begyndt på et italiensk madlavningskursus. Det er en italiensk kok som er bosiddende her, som laver det. Første gang var i lørdags og så er det ellers hver lørdag i 6 uger..eller mere hvis man har lyst. Det er rigtig hyggeligt og det var super lækkert det vi lavede. Fik desværre ikke taget billeder, men vi lavede nogle kæmpe tortellini med spinat og hjl. ricotta og en valnødde pesto til. Vi lavede hver vores portion og fik en lille smagsprøve på kurset og fik så resten med hjem, så der var til aftensmaden.  Det smagte rigtig godt og vi glæder os til alt det andet vi ellers skal lære. Men indrømmet, det er temmelig meget mere hårdt at lave pastaen i hånden end på vores KA 😉


Mht. rejser, så vil vi jo gerne se hele verden, men det er jo ikke sådan bare lige til, som ovenstående. Vi kigger allerede nu på hvad vi skal til Tet/kinesisk nytår, fordi det ikke er til at være her i byen. Vi har set på både Australien, Dubai (savner at besøge Bastian og Louise) og Filipinerne (dykke, dykke, dykke). Men alle flybiletter til den tid er temmelig dyre – det svarer til at tage på ferie i julen eller industriferien, så det koster 200% mere end ellers. Men noget skal vi nok finde på. Vi håber stadig på, at vi får besøg i julen og bliver så nok her i de dage. Vi må se hvad tiden bringer:)

Udover det, ja så regner det altså stadig. Der har været et par dage med sol og varme, men ellers har det faktisk været køligt og meget fugtigt det sidste stykke tid. Det regner non-stop og det er jo vanvittige mængder der kommer. De skubrud der har været i Dk, er jo hvad er kommer af vand her, bare flere gange dagligt. Det betyder også at problemerne med Bennys pendlen er på vej og det bliver et problem at lande og lette i Vinh. Det betyder forsinkelser og aflysninger. Men det ser ud til at der snart er nyt på den front og det bliver lidt lettere fremover. Mere om det senere på ugen.

Tiden går jo stærkt

og pludselig er der gået en uge uden jeg har fået skrevet noget. Men der er nu heller ikke fordi der er sket vanvittig meget.

Vi var lige ude til en øl og middag sidste søndag, da en af Bennys tidligere kollegaer var på rundtur i Vietnam. Vældig hyggeligt at se dem, sludre lidt og give gode råd til hvad de kunne bruge tiden her på.


Jeg er så småt kommet igang med træningen igen. B er stadig træt af Vinh og pendlen frem og tilbage – og så er der iøvrigt blevet koldt deroppe, så nu må han have de lange bukser på. Alle de problemer ;o)

Vi var til det hyggelige, tilbagevendende “Vin og Ost” dansker arrangement i fredags, og klokken blev da også 3 førend vi var hjemme. Det er et super hyggeligt arrangement og der er altid masser af mennesker. Vi var vist helt oppe på 45 denne gang. Der er kommet en hel del nye til byen og det er jo en super anledening til,  at få hilst på alle. Der er også en del som er rejst videre, eller hjem og det er jo altid ærgerligt når man lige har lært folk at kende. Men sådan er expat livet jo. 

Jeg har fået kigget i mine “Blomsterberg” bøger jeg fik i fødselsdagsgave og iiihhh der er mange ting jeg gerne vil give mig i kast med at prøve. Det kræver nogle middage med gode gæster, så jeg har bedt Benny om at få sendt invitationer ud ;o)

Jeg fik lavet noget marcipan, som dog er efter en Camilla Plum opskrift, og det smager altså bare så godt når det er hjemmelavet. Odense Marcipan kan godt gå hjem og lægge sig.

500 gr. mandler
200 gr. sukker
2 dl. vand
Evt. smags tilsætning – Baileys, rom, whiskey, rosenvand, orangevand eller eller eller

Mandlerne smuttes, men det er ikke nødvendigt hvis man gerne vil have en lidt grovere marcipan/fuldkorns marcipan og det smager altså fint nok.
Sukker og vand koges langsomt ind til en tyk sirup.

HVIS man vil have smag i, skal man lave lidt mindre sirup og så blander man en sjat smag til. Man kan jo ogå sagtens dele op og lave flere slags. Man kan jo også ælte kakao, lakridspulver, kokos osv i hvis det skulle være.

Fru Plum kører de hele smuttede mandler og siruppen igennem kødhakkeren flere gange til konsistensen er helt rigtig. Men jeg synes det er noget rod og svineri og gør det på en mere simpel måde, synes jeg selv. Jeg maler de smuttede mandlern til fint mandelmel i en lille foodprocesser jeg har som hører til min fantastiske stavblener. Jeg maler en lille portion mere groft, jeg kan nemlig godt lide at der er struktur i marcipanen, men det er jo en smagssag.

Jeg hælder så al mandelmelet i KAén og sætter den igang og hælder stille og roligt siruppen i. Har man ikke en KA kan det sagtens æltes i hånden, eller med en håndpisker med dejkroge. Den bliver temmelig klistret og det er okay. Den skal nemlig i en lufttæt boks og i køleskabet og trække. Men man jo gerne prøvesmage inden ;o)

Jeg brugte bl.a. marcipanen til, at lave nogle kokosmakroner med marcipan som jeg så Blomsterberg lavede i et afsnit af hendes nye serie “Kongeriget Kager”. (Den serie kan bestemt anbefales) I hendes opskrifter skulle der også lime i, men det droppede jeg selvom jeg eeelsker lime. Putter iøvrigt også revet limeskal i kammerjunker og det smager rigtig godt. Men makronerne skulle med til “Vin og Ost” så jeg tænkte at jeg ville holde mig til det sikre. Benny prøvesmagte og konstaterede, at det jo ikke kunne være kokosmakroner når der var marcipan i…omend de var noget bedre end de alm. som han nødvendigvis måtte smage for at lave en sammenligning. Så det endte jo godt. De var også gode og specielt når man som jeg er ret pjattet med marcipan.

Jeg lavede lidt om i opskriften fordi jeg ikke syntes dejen var helt stabil nok efter efter Blomsterbergs anvisninger og det var noget meget godt, for de blev helt perfekte. Den originale opskrift er her

Jeg lavede dem med:

1æg
3 æggehvider (man gemmer naturligvis blommerne til at lave den her is)

250 sukker
300 g kokosmel
100 g groftrevet ren rå marcipan

Rør æg, sukker, kokosmel og marcipan til dejen er ensartet.
Dejen har bedst af at trække lidt tid i køleskabet, men det er ikke et must.

Jeg sætter kokosmakronerne af med en iskugle ske, det er super nemt. Man jo sagtens lavede dem trekantede i toppen efterfølgende hvis man vil-  nemmest med våde fingre.

De skal i ovnen på ca. 180 grader i ca. 10 – 15 minutter, til de er let gyldne. Jeg lader dem køle af på bordet i 15- 30 min., inden de kommer i køleskabet. Når de er helt afkølede skal bunden af makronerne naturligvis dyppes i chokolade…og så lige køle af igen. Og så skal de spises 🙂



Jeg havde også en tærte med til vin og ost. Den var med skinke, mozarella tern, små gulerodstern, tomater og asparges og en god håndfuld timian. Den smagte udemærket, men desværre ikke af så meget.

?



Vi var en tur i Metro for at købe kød til at lave pølser, men kom ikke rigtig igang med det. Det må blive næste weekend. Tilgengæld lavede B frikadeller med kartofler, porrer og en kold dressing med wasabi og jalapenos og det er altså bare godt når man ikke lige er til/gider,  den brune sovs og tunge stil.

Fik iøvrigt slagteren til, at skære os to flæskestege og jeg er ret spændt på om det bliver godt i vores lille miniovn. Kødet er ret fint og reelt og uden en masse fedt, så det skal da nok smage som det skal med en gang salt og laurbærblade. De er i fryseren til der kommer en anledning.

Vi har haft super dejligt vejr torsdag – lørdag, men i går søndag blev der åbnet for sluserne og jeg skal love for at det regnede. Lige en sjat mere end normalt. Selv fiskene var ved at drukne. I dag er det gråt, blæsende og lidt kedeligt i vejret. Jeg kan bedst lide når solen er fremme for fuld skrue og heldigvis er regntiden jo også snart ovre. Det glæder jeg mig til.

Køkkenet er igang igen…Hjemmelavet lakrids is

Lakrids er godt. Meget lakrids er meget godt. Og lakrids kan jo strengt taget bruges til alt.


Så da vi var i Dk. købte vi et par pakker lakrids pulver. I går blev det så taget i brug og vi fik lavet en god og meget syndig lakrids is. Super nemt og hamrende godt.


7 æggeblommer – må ikke komme lige fra køleskabet.
125 gr. flormelis.
4 dl. fløde
1 dl. letmælk
1 stang vanilje/ 1 tsk. essens
1,5 spsk lakrids pulver


Fløden blev sammen med den flækkede vaniljestang varmet op til lige knap koge punket. Aldrig mere.
Æggeblommer og flormelis piskes sammen til en luftig æggesnap.
Lakridspulver sigtes i æggesnapsen og piskes godt sammen.
Fløden hældes i lakridssnapsen.








Det skal så på køl til det er….koldt.


Derefter kan man jo så gøre en af to ting. Enten hælder man det på sin ismaskine i 10-20 min..Det kan så spises som softice, eller komme det i fryseren i en tæt beholder. Vi har naturligvis en ismaskine til vores KA. Men andre knap så heldige kan hælde det i en beholder/form og huske at røre i det hver time de første 3 timer og så ellers lade det fryse. Men altså….en ismaskine er jo KLART at foretrække ;o)








MMmmmmmm….



I dag skulle vi have frokostbesøg, men en klodset golfulykke gjorde at det blev aflyst. Så B og jeg måtte desværre selv spise burgere. Sikke en skam…eller ;o) Forsøgte mig med en chili mayo til timian kartoflerne og det var bestemt et hit.







Vi har også ordnet de tarme vi fik med fra slagtern i Dk. Vi har jo købt et pølsehorn til vores KA, så vi vil rode lidt med det projekt i nærmeste fremtid. Det var lidt besværligt at skille at de ca. 80 meter tarm ad. Men heldigvis er vi jo begge meget tålmodige mennesker (!!!) og det gik og vi fik det delt ud på små poser. Ser frem til at prøve det af.



Det lugtede en smule må jeg indrømme



Jeg havde planer om at lave franske macaroons af alle æggehviderne som var til overs fra isen, men kom ikke så langt med det og lavede i stedet kokosmakroner. Dog brugte jeg kun halvdelen, så i næste uge vil jeg prøve. Har forsøgt før, men det faldt ikke så heldigt ud.


Vi har sat rabarer roden i potte og vi venter vi så på at vi kan lave is af det også :o)



Voks NU!!!






Så er vi hjemme igen fra vores Tour de Danmark. En kort, intensiv men rigtig rigtig god tur.


Alt gik planmæssigt med turen, omend den var lang. Vi tog den første aften i Gadstrup hos Anders, Anne og lille Nikolaj som fik charmet sig ind hos os begge. Dejlig mad, dejligt selskab og ikke mindst en god seng som var tiltrængt efter 24 timer på farten. Jeg vågnede så kl. 3.30. Det kaldes Jet lag ;o)


Lørdag var jo en stor dag og jeg var nervøs. Havde jo planlagt surprise party for Benny i anledning af han 40 års fødselsdag ugen forinden. Familie og venner  var inviteret og instureret og min far i Slagelse lagde hus til. Planen var egentlig bare 15 mennesker, men vi endte vist med at være 40 voksne + 10 børn. Det var lidt svært at indskrænke gæstelisten må man sige.


Det skulle være grill i haven og vi satsede på godt vejr. Men nej. Kl. 05 begyndte det at tordne helt vildt og regne ret voldsomt. Og det blev ved og ved og ved. Vi tog til Slagelse lidt før tid og skulle lige købe et par småting. Vejret klarede op, men det var stadig gråt. Lidt forsinket drejede vi ind på Grønlandsvej ved 13 tiden. Benny fik lige sat kufferterne da min far bad ham se på noget udgravning i baghaven…hvor alle inviterede så stod og råbte Tillykke. Det var SÅ fedt og det klappede bare og han havde ingen anelse. Jeg havde heller ingen anelse da jeg åbnede døren ind til min fars soveværelse og der lige stod en håndfuld ekstra gæster som min far og Steffen havde inviteret som surprise for mig. Dejlig overraskelse.


Min far og mor Ulla havde sørget for mad og så havde Anne og Birgit bagt brød og Birgit og Ida havde bagt kage. Masser og masser af kage. Der var lejet møbler for at alle kunne være der og det hele gik bare som det skulle. Det var virkelig en dejlig dag og jeg var meget overvældet over alle dem der kom og alle de gaver vi fik. Det var bare super.


Dagen efter var vi forbi Fyn og en tur til Vejle hos Lars, Merete og lille Frida. Det var fedt at se dem igen, det er jo desværre kun en årlig begivenheh. Deres Frida var bare skøn. Hun havde lidt svært ved at sige Benny, så han blev til Bente. En dejlig dag og aften i deres selskab.


Vi tog videre til Givskud næste dag. Gruede lidt for vejret, men det holdt tørt og vi fik set dyr og Benny fik taget en masse billeder med sit nye kamera, som han købte for sine fødselsdagspenge.


Senere kørte vi til min fantastiske momor og min onkel Morten og kusine Emilie kom også forbi. Et dejligt gensyn.


Vi har jo en del ting til opbevaring og har været meget i tvivl om vi skulle få sendt det herud, eller om det skal blive stående. Det var et stort ønske for Benny at få vores SAS fly serveringsvogn med herud. Så da vi rejste til Dk havde han kun pakket i en lille kuffert for at have plads og kg nok til den. Da vi var ude på det sted hvor vi har vores ting til opmagasinering og åbnede vores opbevarings kasse, kunne vi godt se, at det kunne vi ikke nå at ordne. Så må det komme en anden gang, eller blive stående.


Jeg havde en irriterende fokølelse og kørte lidt på pumperne i et par dage, så pakkede mig godt ind i tøj og drak masser af the uanset hvor jeg var.


Og så var der lige et bryllup


Havde lovet Lea at bage cupcakes og brownies til bryllupet. Så jeg indtog min fars køkken og bagte 3 brownies efter en super lækker og tidligere afprøvet opskrift, som var til dessert sammen med is og hindbær coulis. Det blev også 50 cupcakes, hhv. jordbær og blåbær, så de repræsenterede både bryllup og barnedåb om lørdagen. De skulle serveres sammen med et glas Asti som en slags velkomst til bryllupsfesten. Havde været noget i tvivl om frostingen da jeg synes den klassiske med smør er vammel og de prøveder jeg havde lavet ikke var optimale. Så det blev flødeskum med vanilie og farve. Det fungerede fint, var ikke tungt og for sødt.


Lørdag havde jeg aftalt at mødes med Lea ved frisøren kl. 10 så hun kunne få sat hår til den store dag. Vi havde afværget en kjolekrise om fredagen. Det er sjældent godt når bruden får en krise dagen inden brylluppet, men det gik godt og endte med en klar forbedring. Lea fik sat håret smukt og vi tog hjem til Korsør og fik gjort os klar. Ren tøsehygge. En tålmodig Benny ventede på os i huset og vi tre kørte sammen til kirken. Da vi var ved kirken stod alle inkl. brudgom udenfor, så der blev lige speedet op og kørt endnu en runde. Et tlf. opkald og besked om klar bane og vi var tilbage. Fik lige fikset de sidste detaljer på Lea. Bruden var smuk, faderen tudede og jeg skyndte mig på plads. Velsigenelsen af deres ægteskab som de indgik d. 23. august gik fint og jeg stod stolt fadder til lille Jonathan.


Kager, mad og fest gik lige som det skulle. Det hele var i haven hos Kim og Lea og var vældig hyggeligt og afslappet. Kl. 1 fik vi et lift til Slagelse og sov hos min far.


Søndag stod den på en brunch på Nationalmuseet – som VIRKELIG kan anbefales, og endnu en dag og nat på vandrehjemmet hos Anders og Anne. Pakning, ompakning, vejning, ompakning, vejning og mere ompakning af vores sager. Men det klappede og der var plads til tøj, gaver, kogebøger som har stået hos mor Ulla og ikke mindst….SAS vognen.


Mandag sov vi ligefrem længe og havde en stille morgen. Vi fik ordnet småting og købt de sidste sager. Bl.a. allehånde til vores nye projekt med at lave hjl. pølser og der skal naturligvis laves medister også.


I lufthavnen fik vi aflveret bil, fik momsen retur for vores “dyrere” indkøb og så var det tid til check in. Det var med en frygt for om vi havde vejet forkert….og det havde vi. 10 kg. for meget. Okay, vi vidste måske der var 4 ekstra, men ikke 10. Vi fik taget en del bøger ud af kufferterne og i håndbagagen og så var det i orden. Turen gik godt og selvom vi havde 6 timer i Doha, så gik det godt nok. Vi havde købt os ind i en lounge hvor der var stille, bløde stole, mad og drikke.


Da vi endelig var hjemme pakkede vi ud og hold da op der var meget. Bøger, mad, grisetarme, rabarber rod som skal plantes ud her, gaver, the, vasketøj osv osv… der var meget.


Stakkels Benny skulle tidligt op, kl. 4.30 og til Vinh på arbejde. Jeg havde derimod hele dagen og jeg fik pakket det sidste ud, tullede lidt rundt og kom faktisk ikke udenfor overhovedet. Heldigvis kan man også få en pizza bragt til døren her ;o)




Så det var vores Dk tur. Det var dejligt at se familie, venner og veninder og hygget. Der var mange vi ikke nåede at se, men tiden var knap og formålet var bryllup og det stod højest på listen. Men mon ikke vi slår vejen forbi næste sommer?!


Igen,  tusind tak for al hjælpen til Bennys surprise og tak til alle gæsterne der kom. Det var virkelig en dejlig dag for os begge.


SURPRISE !!!!!!!!



Benny mente det var et hit at give nevøen Max-Emil et trommesæt. Om forældrene er enige står hen i det uvisse ;o)



Nærkontakt med en giraf i Givskud



Den var på vej ind ad mit bilvindue og jeg indrømmer gerne at jeg panikkede lidt



Tror der var plads i vores kuffert til denne lille basse



Men er ikke sikker på at familien ville være ok med det.



Så var der 2 styks duller klar til bryllup. Lea havde temmelig mange sommerfugle i maven…



Stolt far og lykkelig brud



AAAAdd de kysser.



Cupcakes



Og helt tæt på



Så fint, hyggeligt og enkelt. Perfekt have bryllup







Der skulle gerne komme flere billeder fra Bennys surprise, men venter lige på at de bliver sendt til mig. Fik desværre ikke taget billeder selv.