12

Det spørgsmål får jeg rigtig tit. For vi har jo ikke boet i Danmark i flere år og det var heller ikke planen at være her nu og vi har ikke en intention at bo her. Men sådan gik det og alternativet taget i betragtning, endnu længere tid i Dhaka, så er det absolut det bedste for os lige nu.

Og jeg nyder det, det må jeg sige. De 3 år i Dhaka var de hårdeste år jeg har været igennem. Jeg faldt aldrig til og kom aldrig til at holde af hverdagen der. Bevares, jeg lærte nogle rigtig søde mennesker at kende og har fået et par venskaber som jeg er virkelig glad for. Men alle de omkostninger det havde at være der, der kan jeg ikke se tilbage på tiden og oplevelserne der og sige at det var det hele værd.

Jeg synes det var svært at finde forståelse for det nogle helt basic ting ift hvordan vi ønskede at leve vores liv. Christoffer kom f.eks. i daycare da han var lidt over et år, modsat mange andre som ventede til de var 2 år. Vi havde ikke en nanny og det var årsagen til at mange kunne vente til de der 2 år.  Det der med ikke at have en nanny, det var virkelig mærkeligt. Han kom ikke med de der nanny play groups som var ret populært. Vi havde heller ikke en kok som de fleste andre. Vi havde vores maid og som oftest på deltid. Hvordan andre indretter deres liv må de fuldstændigt selvom, det kommer ikke mig og jeg er egentlig også ret ligeglad. Lidt ligesom at hvordan vi gør ikke kommer andre ved. Men det var ikke helt det vi fik tilbage. Tværtimod oplevede vi at der igen og igen blev stillet spørgsmålstegn til hvordan vi indrettede vores hverdag. Jeg følte at igen og igen skulle forsvare vores valg…og ærligt talt, så er det jo altså ikke kontroversielle valg.

Det gjorde at jeg til sidst trak mig fra det meste sociale fordi jeg blev så træt af at skulle forklare og forsvare igen og igen og igen. Jeg har altid trivedes ret godt i mit eget selskab så det gjorde mig ikke så meget. Men i så lang tid ad så er det ikke optimalt.

Dhaka var ikke et sted for mig. Der var en mangel på frihed til at gøre som jeg ville, komme ud, cykle rundt, gå på gaden og og og. Man forstår det ikke hvis man ikke har været der. Det kan man ikke.  Så det lagt sammen med det sociale som ikke rigtig fungerede for mig, gjorde at det bare vare tre rigtig hårde år. Det kostede en masse tårer og det var helt klart hårdt for B og jeg også. Det var svært for ham at være glad for sit arbejde og at vide at derhjemme sad der en ulykkelig hustru.

Jeg føler mig også snydt for en rigtig barsel og de første par år med Christoffer. For det kunne have været så meget bedre. Det der med at gå en tur med barnevognen, gå til det ene og andet af babyaktiviteter, tumle og lege i haven, tage på legeplads…alle de små ting som er naturlige når man har barsel og en tumling.

Så ja, det korte af det lange er at jeg absolut trives med at være i Danmark lige nu. Jeg nyder friheden, at kunne handle ordenligt ind, købe råvarer som ikke gør mit barn sygt fordi at det er sprøjtet til med gift, at vi kan gå en tur, tage på legepladser, i parker, spise ordentlige steder, gå i fred på gaden, have det på som passer mig. Alt det vi tager for givet. Og at jeg ikke skal forsvares vores helt almindelig valg for hvordan vi vil leve vore liv.

Jeg var så udmattet da vi kom til Dk i December at jeg i en måned bare lå på sofaen fra jeg havde afleveret Christoffer til jeg skulle hente ham. Min krop og hjerne havde brug for at koble helt og aldeles af og få Dhaka på afstand.

Men altså, jeg glæder mig også til vores næste eventyr som starter om et års tid og til at komme ud i verden igen. Det er det jeg, eller vi er det jo, brænder for. Vi har ikke et ønske om at bo i Danmark permanent, tværtimod. Planen er jo at vores sommerhus bare skal være det, et sommerhus og ikke som nu, vores hjem.

Home is where the heart is – og mit hjerte er hvor min mand og søn er. (Så længe at det ikke er Bangladesh.

2 (3)

Fru Rosenfeldt