Fremskridt med terapi

Som jeg skrev om tidligere, så har jeg desværre haft nogle efterveer efter de indbrud vi oplevede i Vietnam. Det har været rigtig svært at forstå hvad der skete i mit hoved når jeg fik nogle nedsmeltninger over ingenting og det har været svært at forstå hvorfor det skete. Men vi fandt stille og roligt ud af det og jeg tog så fat i en terapeut som arbejder med angst og adfærdsændring. Og jeg må sige at det går fremad og det går rigtig godt.

Det er svært helt præcist at sige hvad det er som er ændret og hvad det er der gør det. Men det jo nogle redskaber jeg får  og nogle situationer jeg skal sætte mig selv i for at overskride mine grænser. Nogle grænser som er blevet meget indskrænkede ift. hvad de var inden indbrud.

Jeg er rigtig glad for at jeg gik i gang med et terapiforløb fremfor hypnose. Det har gjort at jeg har forstået hvad der er sket og hvorfor og hvordan jeg skal forholde mig til det og hvordan jeg kommer videre.

Jeg har fundet en enorm frihed i at cykle til og fra de steder jeg skal hen og forleden cyklede jeg til lægen. For et par måneder siden var det enormt angstprovokerende for mig at skulle tage derhen uden bil og jeg kunne få det virkelig dårligt når B foreslog at tage en rickshaw. Da jeg så tog derhen forleden selv, jamen friheden…wauw.

Det skal lægges lidt sammen med at jeg jo er lidt af en monkey her fordi jeg er så lys og har lyst hår og det er jo vældig interessant. Så det med at gå rundt selv er sgu bare ikke særlig rart. Derfor er cyklen også god, fordi jeg er “hævet” over fodgængere, jeg er hurtigt væk fra dem som pifter, råber osv. Det er virkelig rart…og jeg er relativt uafhængig af andre ift. transport.

Jeg er spændt på hvordan det bliver når vi kommer tilbage med BabyBoyJensen og jeg så ikke rigtig kan cykle fordi han er med. Det er jo i slynge og barnevogn/klapvogn han er med. Det bliver enormt grænseoverskridende og svært for mig tror jeg. Men så må jeg huske mine redskaber og evt. tale med Maria, terapeuten, og få lidt hjælp den vej.

Den største sejr er egentlig at B måske skal til Vietnam på arbejde i september og jeg derfor bliver ladt alene en uges tid, lige når vi er kommet fra Danmark. Og som jeg tidligere har fortalt har det hele egentlig været udledt af at jeg slet ikke kunne rumme at skulle være alene i november og siden februar har spekulereret over hvordan jeg skal overkomme 24 timer alene fordi jeg er så angst. Eller var angst. For det her med en uge i Vietnam…det fremprovokerer ikke angst og tanker om hvad der kan ske, hvem der bryder ind, hvordan det skal gå, kan jeg holde mig vågen i 8 dage osv. Næ, jeg har egentlig bare været rigtig rigtig træt af at skulle være alene så tidligt med baby og at han tager væk så “lang” tid. Kæmpe kæmpe sejr og virkelig rart. (men derfor er det stadig træls hvis han skal derover)

Så jo, det det går godt…og det virker 😉

Singapore tur retur…med lidt forsinkelse

Forrige fredag gik turen til Singapore og 5 dage sammen med Louise…jeg havde glædet mig rigtig meget. Til at komme væk, til at være sammen med Louise, til at stor hygge, til at shoppe lidt…til at nyde friheden ved at kunne have det tøj på jeg ville og bare gå frit rundt på gaden uden at være som en “monkey in Zoo”.

19.30 kørte jeg lufthavnen, fik lavet check in med det samme, brugte en time i køen i immigration og kom lige akkurat igennem til boarding 10 min. før vi skulle flyve. Kunne ikke se flyet, men altså…Tiger Airways er ALTID forsinket. Så kom der en mand rundt og talte bengalsk og forklarede osv. og folk begyndte at gå. Jeg forstod intet og måtte bede om den på engelsk. Noget teknisk bla bla, vi skulle vente udenfor i selve lufthavnsområdet. Fint nok. 

Well, det var fint nok indtil klokken var langt over midnat og vi endte med at blive gennet ud til immigration…som er hvor man ender når man er landet og skal ud af lufthavnen. Jeg måtte råbe temmelig højt og spille på graviditeten for at få opmærksomhed og få budskabet på engelsk. Kl. var 01 og flyet var aflyst. Nårhh… ikke andet. Jamen vi skulle da også kun være fløjet 21.45.

Jeg var temmelig irriteret, det tog tid at komme igennem fordi jeg var udlænding og bla bla. B fik arrangeret en bil til at hente mig og kl. 02. var jeg hjemme igen. Og så skulle jeg ellers i gang med at få fat i Louise som jo var landet fra Australien samtidig med hvornår jeg oprindeligt skulle lande. Det gik heldigvis nemt. Problemet er at man ikke altid kan være sikker på at ens telefon virker i udlandet, men det gjorde hendes heldigvis. 

Jeg må sige at det ikke var særlig behageligt at sidde alene hvid kvinde i lufthavnen omgivet af 150 mænd. Jeg sad mere eller mindre i 3 timer og kiggede ned i gulvet eller på min iPad. Hver gang jeg løftede hoved var der nogen der stirrede på mig. Man vænner sig til meget, men det er bare ikke så rart at føle sig så udstillet hele tiden. Heldigvis er det noget mere civiliserede typer der er i en lufthavn, end dem jeg oplever på gaden som kommer lige tæt nok på, hvisker mig i øret, eller synes at det er en fest at følge efter mig. Jeg er blevet god til at gå hurtigt og ligne agent der er totalt pakket ind og hemmelig 😉


Tiger lovede fly kl. 14.00 lørdag…som blev rykket til 21 og til 22 og jeg tror vi ramte midnat før vi faktisk fløj. Men heldigvis vidste de at de ikke skulle lade mig tilbage i uvidenhed, så de ringede og opdaterede mig hver gang så jeg ikke kørte for tidligt derud. Rigtig rart.

Alt gik fint, men jeg var træt. Rigtig træt. Jeg ankom i Singapore 5.30 søndag morgen, fik heldigvis hurtigt min bagage og af sted til hotellet. Jeg måtte jo vække Louise tidligt, men det var et dejligt gensyn. Jeg lagde mig under dynen og så fik vi ellers sludret et par timer imens solen stod op over Singapore.

Louise havde simpelthen så meget med til BabyBoyJensen. Så meget tøj, legesager og lidt praktisk. Igen, stor tak til Louise. Han er nemlig så heldig at Louise og Bastian også har drenge, 2 styks. Elliot og Tristan og det er fra dem at BBJ har arvet tøj. Han bliver en fancy lille dreng fra starten. Uden tvivl. Særligt Osh Kosh bukserne har en stor plads i Bs hjerte, så dem er vi meget glade for var med i hver størrelse og både kort og lang. Kan slet ikke få armene ned af begejstring over alt det tøj 😉

Dagene gik med hygge, snak snak snak og mere snak…og shopping. Det var rigtig godt at have Louise under armen så jeg kunne spørge om 117 ting – hvor meget tøj, hvor stort, hvad med legetøj og og og…og jeg fik jo svar på alt. Det er fint at være en af de sidste i rækken til at få barn, for så har alle andre gjort forarbejdet for en.

Så jeg fik købt lidt tøj til ham, lidt pædagogisk og meget pangfarvet legetøj som skulle stimulere 117 ting og så var der da også lige plads i kufferten til tøj til mig også. Det var svært ikke at købe stort ind i H&M; og Zara når man nu var der.

Og ja, ingen ferie uden at handle i et supermarked. Så jeg fik nogle lækre balsamico eddiker, noget olie og salt. Det er ikke rigtig det mest spændende udvalg der er af den slags her, så når vi finder noget lækkert, så køber vi det. Generelt fylder vi vist altid kufferten med madvarer når vi rejser.

Jeg havde mine tanker om hvordan det skulle gå med sådan en storbyferie nu jeg er gravid, men det gik overraskende godt. Det var ikke nødvendigt at tage særlige hensyn, jeg kunne gå og bære som altid og utroligt nok fik jeg ikke hævede fødder eller noget. Rigtig dejligt. 


Det var nogle skønne og intense dage og vi sludret til den store guldmedalje. Det var ærgerligt at det var blevet forkortet en dag, men sådan er det jo.

Jeg håber at Louise og jeg kan lave sådan en veninde tur hvert år. Det ville være fantastisk. Uanset hvad så har jeg/vi et behov for at komme væk herfra jævnligt og Louise er ikke top begejstret for hvor de bor i Australien og har samme behov. Så vi bor ret godt ift. at mødes i Singapore, Bangkok eller Dubai. Vi må se hvor vi ender næste gang…og hvornår. Men jeg er da sikker på at B godt lige kan klare et par dage alene med BBJ til den tid…ikk?

Mmmmm…lækre balsamico til salater. Hindbær, kirsebær og min favorit – figen. 

Massevis af tøj. Det meste er fra Louise, men lidt af det er dog det jeg købte i Singapore. 

Se da lige hvad Louise har hæklet til Fætter Disco 😀 

Peter Rabbit er ikke til at stå for og jeg lover at læse så tit jeg kan fra den. Sophie Giraf kan noget særligt siger de kloge og babyer elsker den. Så det satser vi på. Begge dele fra Louise også. Tusind tak tante Louise.
  

30+0

Så er der kun 10 uger tilbage til BabyBoyJensen er klar til at hilse på verden. Det er skræmmende tæt på. Om 4,5 uge flyver jeg til Dk, det er vist det mest uoverskuelige. Jeg skal være der i 4,5 uge uden B og så har vi, formegentlig, 5 uger sammen. Det bliver dejligt at se familie og venner, men det er lang tid at være gæst og lang tid at være væk fra det som vi kalder hjem.

Jeg lander 2. juli, B 1. august, termin 9. august og så håber vi at kunne tage retur 31. august. Selvsagt skal alt gå godt og jeg skal have ok fra lægen til at både jeg og baby kan flyve. Det er jo heller ikke ualmindeligt at gå over tid osv., men det burde kunne lade sig gøre, også ift. papirer og pas. Vi får se. Der er selvfølgelig Bs job at tage hensyn til, men vi må jo tage det som det kommer og hvordan det hele forløber. Vi er heldigvis ret afslappede omkring det, så det skal nok  gå det hele.

I går tog vi lige nogle billeder som skal bruges til en artikel ifb. med alt det rod der var med at jeg ikke kunne få lov til at føde i Danmark. Maven er stadig ikke stor og vægten er rimelig, så det er rigtig fint 🙂