Så kom Christoffer til verden

Lørdag 17. august kl 4.57 kom Christoffer Rosenfeldt Jensen til verden. 

Det var to lange dage torsdag og fredag med optakten og veer hele torsdag og tid til igangsættelse fredag morgen. Jeg talte nogle gange med Herlev i løbet af torsdag og blev enig med personalet om at køre ind midnat til fredag, vi havde jo en times kørsel, så better safe than sorry. Veerne var fine og jeg var igang, men ikke nok. Vi fik dog et sted at sove derinde fordi vi kommer langvejs fra. 

Vi mødte til igangsættelse 8.30, men allerede da jeg vågende kunne jeg mærke at mine veer var gået i stå.  Så jeg fik to piller og skulle til tjek kl 13. Vi tog en brunch og slentretur i Kbh. Der var veerne så småt igang, men ingen større udvikling at se, men nok til at de ikke kunne give flere piller, men ikke nok til at tage vandet. 

Fik en lur og nyt tjek kl 17. Stadig lidt veer men ikke nok til det ene eller andet. Der blev kørt En strimmel for at tjekke blodtryk og veer. Jeg havde ret stærke og ømme veer, fik smertestillende og et værelse kl 21. 

Kl 23 gjorde veerne mega naller, men der var stadig noget livmoderhals og jeg var meget lidt åben. JM kørte strimmel en time og kl 24 gjorde hun klar til at jeg kunne få morfin. Hun tjekkede dog igen lige fordi jeg havde så ondt. Fra 24-01 var jeg åbnet 4 cm. Så ingen morfin, men jeg var klar til fødestuen og epidural. Kl 2 kom jeg ind og fik epiduralen lagt 2.30. Så tjekkede den JM som jeg skulle føde ved så det hele. Fra kl 1-2.30 var jeg gået fra 4 til 10 cm og var sådan set klar til fødsel.

Planen med epiduralen var også at jeg skulle have sovet og slappet af inden fødslen gik igang fordi mit forløb havde været så langt, veerne så stærke og jeg var virkelig udmattet. Men det kunne ligesom ikke lade sig gøre, fødslen skulle igang. Og jeg var SÅ træt. Fik heller ikke gavn af epiduralen da der ikke kunne sættes pumpe på alligevel når jeg var så langt og presseveerne var igang. 

Men jeg absolut havde ingen energi. Kl 4 gik vi dog for alvor igang. Mine pauser mellem veerne var ret lange og nåede næsten at falde hen hver gang. Ikke godt for baby og hans puls faldt. De tog lige en lille prøve af hans hoved for at tjekke iltmætning og om alt var godt med ham. Det var det heldigvis. For at få gang i det hele satte de et ve-drop på så Jm kunne styre det og jeg ikke faldt i søvn, og så vi kæmpede i små 30 min og ud kom han til 4:57.

Jeg er dybt taknemmelig for den fantastiske jordemor vi havde, hun var virkelig god til at presse mig uden at være irriterende. B var en super støtte og jeg husker det hele som et rigtig godt forløb. Det er jo det vigtigste. Ja det var hårdt og et langt sejt forløb og hold nu op jeg havde ondt, men det endte jo godt…som det jo som regel gør 🙂 

Her er resultatet


Vi venter stadig

BabyBoyJensen ligner sin far  – stædig og elendig til at finde vej. Han er jo noget forsinket nu må man sige.

Så vi venter og får tiden til at gå med at tulle rundt, spille kort, se film, biograf, køre ture osv. Det er ikke top spændende, men det går jo nok. Han kommer når han kommer.

Det er rigtig dejligt at B er her nu, men altså…det virker så fjollet at vi bare sidder begge to og venter. Men det er jo trods alt en af de der ting man ikke kan gøre noget ved. Og det er også fint at man ikke kan planlægge sig ud af alt altid 😉

Vi var ved jordemoder i sidste  uge og får lov til at vente lidt endnu. De var ikke helt stålsatte på 41+0 så vi tager weekenden med hvis han ikke selv finder vej inden. Men det gør han da.

Vi satser som sagt stadig på at rejse retur 31/8 hvis alt går vel. Det er jo kun om 16 dage…men vi har mod på det og tror fuldt og fast på det selv.

Fysisk har jeg det stadig fint, men er naturligvis mere træt i kroppen som dagene går og energien er ikke sådan helt oppe at ringe. Det er jo nok hvad man kan forvente. Men jeg har det fint i kroppen og bevægeapparat, så det er jo virkelig godt. Skal heller ikke op 117 gange om natten.

Så…vi venter videre.