Drømmer mig tilbage til Thailand

Der er kommet en koldfront indover Dhaka og her er sk… koldt igen. Bevares, om dagen kommer solen frem og varmer op og temperaturen sniger sig lidt over 30, men jeg kan jo ikke bare stå udenfor i solen hele dagen for at få varmen. Om natten er her også blev ret så koldt igen og som tidligere beskrevet så er lejligheden vi bor i noget betonbyggeri med dejlige flisegulve som bliver hamrende kolde…og her er absolut intet varme at sætte på.
Så lige nu drømmer jeg mig tilbage til vores jule mini get-away til Rayong i Thailand, 2,5 times kørsel fra Bangkok. En lille oase. Det hotel vi havde booket var dog så hamrende elendigt og levede på ingen måde op til det som det havde solgt sig til. Så efter 2 timer chekkede vi ud og fandt et virkelig skønt sted istedet. Selvom vi ikke er de store strand og badeferie typer, så var sådan en weekend helt perfekt. ?












Desværre overskyet på den sidste dag

Jeg virkelig taget den asiatiske billede stil til mig


2 bliver til 3

Så er det officielt…Jeg har termin 9. august 🙂

Vi har gået med en lille hemmelighed, nemlig at jeg er gravid og i dag er jeg præcis 12 uger henne. Vi var til nakkefoldscanning i tirsdag og alt var i skønneste orden. Det var rigtig stort at se hvad der foregik inde i dybet og jeg skal love for at der var knald på og vi fik det helt store show med dans, håndtegn og karatespark…og et meget fint bankende hjerte med høj lyd. Det hele blev lidt mere virkeligt. Omend vi sidder nu og venter på at der sker lidt mere fordi vi igen ikke fatter det.

De sidste par dage har vi fået ringet rundt og det har været rart at dele nyheden med familie og venner. Enkelte vidste det i forevejen, men de fleste fik sig en overraskelse.

Jeg ser en engelsk læge her og hun er meget sød og behagelig og alene det at hun er fra Europa gør at vi ser ret ens på tingene, det er rart. Hun er hvad der svarer til en privatpraktiserende læge i Danmark og har en jordemor tilknyttet et par gange om ugen, så det er perfekt. Vi var til scanning på et stort internationalt hospital og det var også helt fint.

Lægen anbefalede ikke at føde i Dhaka…overhovedet. Så er det på plads. Planen er at jeg rejser hjem omkring 10. juli – dvs. uge 36 og så har jeg som skrevet termin d. 9. august. B kommer hjem i sidste øjeblik, så vi håber det hele falder i hak. Vi bliver et par uger efter, primært for at få ordnet papirer og få et pas så vi kan komme retur…hurtigst muligt 😉

Den kommende morfar stillede straks sit hus til rådighed da han fik nyheden i dag, så umiddelbart er planen at han rykker hjem til sin kæreste i Roskilde og vi bor i huset op til terminen og bagefter. Det vil være rarest at vi kan have et sted for os selv og ikke skal tage, eller havet taget, hensyn til andre.

Fysisk har jeg det fint. Jeg havde over jul og nytår det ret skidt, hvorfor vi også fortalte det til Camilla og Mikkel som vi var sammen med i den tid da det gjorde det lidt nemmere, men det var altså kun knap 14 dage. Jeg synes også det var rigeligt og følte mig som en total hypokonder fordi alting bare var galt og jeg var træt, humørsyg og dårlig. Men ellers har jeg været totalt forskået for kvalme og opkast osv. Det er rart.

Appetit har jeg dog ikke og B kæmper for at få mig til at spise, “kom så, en bid mere”. Så der er røget et par kg., men erfaringen siger vist at det skal jeg nok komme efter som månederne går.

God weekend til alle jer rundt omkring i verden

Helt klart en Møller næse..hmf



Weekenden i ord

Og kun ord, for jeg fik ikke taget mit kamera med nogle steder hen denne weekend, selvom der var nok anledninger.

Her starter weekenden jo torsdag til fyraften og arbejdsugen starter igen om søndagen. Så B er taget på arbejde her til morgen og jeg skal i gang med læsningen. Men inden da kan jeg jo lige opdatere jer.

I torsdags var der et arrangement i den nordiske klub. Der var et Michael Jackson cover band, små bålsteder og middag. Jeg synes jo stadig det er liiiidt koldt her om aftenen, så jeg havde taget godt med tøj på og satte mig strategisk rigtig og havde et bål lige bag mig. Perfekt. Vi sad ved et bord med andre danskere. Af gode grunde kender vi jo stort set ingen her, men vi lærer jo heller ikke nogle at kende hvis vi ikke prøver at mænge os lidt, så det gjorde vi. Det var et rigtig fint arrangement og jeg skal love for at der kom mange mennesker i løbet af aftenen. Nordic Club er også kendt for deres mange gode arrangementer og der er virkelig stor tilslutning. Nu er der jo heller ikke andet at lave end at komme i klubberne, så derfor er det fedt at de gør noget ud af lave noget godt.

Ved 23 tiden måtte jeg give op, jeg frøs og var træt og B og jeg gik turen hjemad.

Jeg har savnet at træne og kan mærk min krop også trænger til det. Muskler og led er lidt ømme af at sidde på den dertil indrettede og ikke udrette noget fysisk. Så jeg tog til en yoga time fredag formiddag. SÅ godt. Her et par dage efter kan jeg i den grad også mærke min krop 😉 Så det var en succes. Tirsdag står den på pilates. Håber at tage 3 hold om ugen og så supplere med træning ved siden af.

Desværre havde jeg vist også fået lavet et eller andet med nakken til træningen, for i løbet af dagen fik jeg mere og mere hovedpine og blev øm i nakken. Om aftenen var det helt galt. Normalt ville jeg tage min varmepude, men den ligger pt. i en container, så det var umuligt. Jeg sad med min føntørre i en halv time og forsøgte den vej. Det var ikke den store succes. Så det endte desværre med at jeg blev hjemme fra et arrangement hos en af Bs kollegaer. Jeg havde set frem til at komme ud og møde nogle mennesker. Men sådan er det jo desværre. Jeg havde så ondt at det var totalt uoverskueligt. Heldigvis var det bedre om morgenen og med en Panodil og noget af vores mirakelcreme fra Jamaica og en omgang massage gik det meget bedre.

I går havde B nogle møder, men om eftermiddagen tog vi til et stort marked. Kæmpe stort. Det mindede mest af alt om en stor festival plads med butikker og mindre markedshuse. Det var meget smart inddelt med markedshuse fra forskellige lande – Indien, Pakistan, Thailand osv. Der kunne man så købe de mest fantastiske ting, stof, ting til hjemmet, madvarer osv. Jeg er jo ret fascineret af Indien og alle deres farver og smukke sarier, så skal helt klart tilbage når vi har fået et hjem og er kommet på plads og kan have nogle af alle de fine ting jeg så.

Vi var egentlig derude for at se på hvidevarer. Det er der nemlig ikke i den lejlighed vi har set på og som vi forhåbentligt skriver under på i næste uge. Så vi skal have købt køle/frys, tv, vaskemaskine og komfur. Forhåbentligt løser vi komfuret ved kun at købe kogeplade som vi kan få sat ind i køkkenet på en eller anden smart måde og så med den ovn som vi har med fra Vietnam, under. Problemet er at hullet til komfuret er større end normalt. Amerikaner størrelse hedder det vist.

Nå, men vi kiggede i de butikker der var derude, både internationale og lokale mærker, men det var ikke rigtig noget som kunne betale sig ift. det vi har set på i LG som er lige om hjørnet og kender og ved er god kvalitet. Så det bliver vist bare til at vi køber det hele samlet der.

Men hold op det er stort det marked. Og der var mange mennesker. Alt alt for mange ift. hvad jeg gider og orker. Det er bedst at komme på hverdage og men der er B jo på arbejde og jeg tror ikke det er rigtig godt at komme der som hvid kvinde alene. Ikke at der er en truende adfærd eller noget, men man er altså lidt af en cirkusartist når man er her og det kan være meget voldsomt med den opmærksomhed og folk der kommer tæt på. Så er trygheden lidt bedre hvis jeg har B med og de tager sig nok ikke så mange friheder med ham ved min side. Jeg er ellers iført ligeså meget tøj som kvinderne her og der er ikke et stykke med bart og har stort tørklæde for at dække…ahem…attributterne. Det gik nemlig op for os den ene dag at de tiltrækker særligt meget opmærksomhed 😉 Men trods det, så bliver der altså stirret fra top til tå, folk skal tæt på, gå lige i røven af en eller ved siden af…bare fordi… Men sådan er det jo. Værre er det ikke og det er jo bare en del af at være de her steder. Men jeg/vi kan jo ligeså godt gøre det så behageligt/sikkert som muligt for os selv.   

På mandag skal vi mødes med ham der ejer den lejlighed vi vil have og den agent der har fundet den til os og så skal vi diskutere kontrakt. Vi er heldigvis ret enige på forhånd og så kommer der forhåbentligt en underskrift. Vores ting lander vist i Bangladesh i dag siger rygtet og det er jo lang tid før planlagt. Det ville da være dejligt. Jeg glæder mig til at få vores eget hjem og egne ting. Men det skal lige igennem fortoldning først. Så må vi se hvor lang tid det tager.

Det var vores weekend, kan i andre nyde den sidste dag i jeres og så ellers have en god uge når i når så langt.

Det her er Dhaka

De færreste kender til Dhaka og de fleste tror at Bangladesh er en del af Indien.

Her er en artikel som forklarer meget godt hvad Dhaka er. Iøvrigt ligger Bangladesh næsten helt omkranset af Indien og den del der ikke er, støder op til Myanmar 🙂

God læsning og god weekend.
http://www.thedailystar.net/newDesign/news-details.php?nid=247007

Sunday, August 26, 2012OP-ED

Congratulations Dhaka!

Dhaka city is in a mess. By any standards, this city is the least livable in the world. This was confirmed officially in the 2012 Econo-mist Intelligence Unit (EIU) survey of 140 cities around the globe. Dhaka scored 38.7 points. The best city is Melbourne in Australia scoring 97.5 points. In other words Dhaka today is 140th out of 140 cities surveyed. So congratulations, Dhaka!

The EIU survey to rate cities is based on 30 factors across five broad categories. They are: (1) Stability (2) Healthcare (3) Culture (4) Environment (5) Education and Infrastructure. The Survey originated when the need arose to give hardship allowance to expatriates working in any of the 140 cities. It, therefore, assesses which locations around the world have the best or worst living conditions.

So what do our city fathers have to say? Sorry, but those who are living in Dhaka cannot boast of having such a father. We have been orphaned in that respect since 2011, when our wise leaders cut up the city in two parts — north and south — and appointed two government bureaucrats as administrators, at least till the next mayoral elections. The government is reluctant to announce fresh elections, although overdue, because it knows that it suffers from an electoral disadvantage due to breakdown in delivery of municipal services.

By world standards, Dhaka is a medium-size city (only 1,464 square kilometers) but with one of the largest populations (about 16 million). It has, therefore, the densest population per square kilometer. But what specifically makes the city unlivable?

Four things perhaps make it so. First is of course its abysmal infrastructure. There are only 1,868 kilometers of paved roads which are mostly in a state of serious disrepair. None of the paved streets are of international standard. Dhaka does not have strict zoning laws. So hawkers, petty traders, multinationals and families live merrily along the same streets. There is coexistence of crass poverty, pollution and wealth in all areas of the city. The city has also very poor drainage and sewerage system.

The next aspect that makes Dhaka unlivable is its huge population. Not only are the streets crowded at all times the growth of population here is also the highest (4.2% each year) compared to any Asian city, including those in China and India. By 2025 the population of this city will be 25 million. Look at the squalor, the garbage, the graffiti that adorns the streets now. Add to it the torn and defaced political posters hung up on light posts and the ramshackle bamboo welcome gates for ministers and small leaders over busy streets. What hellish manifestation of aesthetics! Then look at the few public urinals that cater to the thousands that use them everyday and convert them into stinking hell holes. Sometimes people urinate along drains beside the streets. You have almost a Dante-like scenario that keeps visitors at bay from Dhaka.

According to some estimates the city now has 6 lakh or more registered motor vehicles and over 4 lakh pedal rickshaws. How can they move in an orderly manner through the narrow streets? The traffic police is hardly of any help. Almost 98 % of the traffic lights are out of order. Control of traffic is done mostly by hand. Add to this the recurrent blocking of arterial roads by street protest groups. The mini buses are some of the most disorderly vehicles. Their deformed bodies add to the squalour.

The third aspect which makes Dhaka the least livable city is the lack of services. In any case why should the municipal people work? Since they are poorly paid they often resort to corruption. Not only is garbage not picked up on time and allowed to rot, but also the streets are not regularly swept. Other essential service workers behave in the same way as the municipal employees. Take the case of the telephone repairman or the TV cable man, or even the electricity line repairman. All of them think that their services would only be available to those who can afford it.

With 16 million residents and over 2 million joining them everyday from the suburbs, there is chaos on the streets. Criminals find easy pickings when people are shopping, parking or even travelling from one part of the city to the other. Police are not always available to help the citizens because they are engaged on lesser issues like providing security to the VIPs or protecting political meetings or preventing hartals becoming violent.

A horrific aspect of travelling in the city during night is that most of the streets are dark. Even in posh residential areas the streets are not lighted. In fact, many people wonder who the suppliers of the street bulbs are and why the municipal technicians are unable to keep the lamps burning. The EIU survey has been generous in giving Dhaka 38.7 points. But an average resident here would give Dhaka only 10 points or less on a different slate of categories, which would assess the services that are provided to them.

What kind of politics is this that we do not hold elections to the city government? Why do we need to call up the services of unrepresentative people to run the affairs of the city? Why is the government, which is loathe to have unelected persons running a “caretaker” or “interim” national government, so adamant in running this megapolis with such non-representative persons. The purpose of any politics is to bring welfare to the people. The low ranking of Dhaka is also because we have not devolved responsibility to the right elected people.

But Dhaka has a future, just as it had a glorious past. This city is at the crossroad of traffic between South Asia and South East Asia. South West China can also avail of Dhaka’s geographical location to connect with South Asia. With such immense possibility of Dhaka developing as a regional metropolis, what this city needs is a visionary who can lead us out of the present mess and also take the city to its natural destiny. The government has a serious role to play here. It must put in place a local government that can avail the services of the best minds of the country to fix things up as well as to change this city into a modern, livable place. In Dhaka, this local government must be allowed to generate enough resources to run its affairs and also be able to coordinate the activities of all the essential services. When will the central government stop interfering in the running of this city?

Innovative methods must be found to restore the cleanliness and the lush greenery of Dhaka. In Singapore, one of the cleanest cities in the world, the president of the country personally rewards the best sweeper and the best kept public toilet with a prestigious prize each year. Why can’t we do the same? Let us restore the dignity of this great city by doing the right thing, at the right moment, at the right cost.

A wise man had once said: “There are two primary choices in life: to accept conditions as they exist, or accept the responsibility for changing them.” Which, Mr. Local Government Minister, is your cup of tea?

Jul i Bangkok

Vi tog til Bangkok over jul og nytår og det var virkelig rart at have det stop mellem Vietnam og Bangladesh.

Vi boede på et hotel to minutter fra Mikkel og Camilla og det var jo vældig praktisk må man sige. Det var også første gang vi skulle hilse på Filippa. Det har det gjort godt de to forældre. En skøn lille pige, uden tvivl.


Se- jeg turde holde et barn! Hun er bare så fin lille Filippa. (Se venligst bort fra nogen tog billedet i en  vinkel så det ser ud som om jeg har giga store arme 😉


Det var alt for længe siden jeg havde set Camilla, så det var bare så hyggeligt at sludre og ordne verdenssituationen igen. Og opleve hende som mor. Det er altid specielt når ens veninder bliver mødre og se dem i en helt ny rolle. Men det var i hvert fald til UG med kryds og slange.

Vi fejrede julen med Camilla, Mikkel, Mikkels forældre og en fra Vietnam som også var på besøg i Bangkok. En rigtig hyggelig aften og Mikkels far var jo toppen af poppen i det køkken. Han er virkelig en ørn i køkkenet og jeg var i den grad degraderet til assistent. Men jeg  var da god til at skære stegen ud.


Min yderst ydmyge indsats 

Svigermor og Camilla venter på servering 

Svigefar aka masterchef

Så er det klar og Lars er klar til at indtage julemiddagen

Camillas fine julebord

“Kan det nu også være rigtigt?



Som i kan se på billederne manglede der ikke noget. And, flækesteg, brune kartofler, rødkål og riiiiigeligt sovs- det hele i totalt overflod. Jeg indrømmer gerne at jeg totalt overfyldte min tallerken med en absurd mængde mad og kunne kun spise 1/3. tsk tsk. Mikkel havde sørget ris ala mande og kirsebærsauce. Jeg tror endnu jeg mangler at holde en jul med B hvor han ikke scorer mandlen. SÅ typisk…

Vi havde aftalt at droppe julegaver og så i stedet lave pakkeleg. Jeg endte uden en eneste gave, B fik vist 3. Det var en rigtig god ide´ og det lettede altså på det der gaveræs som en jul nogle gange kan være.

Camilla havde dog ikke overholdt  aftalen og jeg fik en rigtig lækker hårkur og en fin pakke med masking tape. Det var dog fra Filippa – hun går sin mor i bedende og er en rigtig god shopper. Tak igen for de fine ting.

Vi havde købt tøj til fil Filippa fra et dansk tøjmærke som man kan få herude i Asien der hedder Copenhagen Delights. Der er ingen tvivl om at Camilla og jeg har samme smag i børnetøj, for Camilla havde både købt og set på det som jeg havde valgt. Det var så heldigvis i større størrelser jeg havde indkøbt. Bangkoks mest fancy baby.

B og jeg havde også købt et par gaver til hinanden og jeg fik et virkeligt fint armbånd i rødguld som jeg havde set på. Jeg fandt et par lækre rejsebøger til B  til noget destinationer vi gerne vil til. Og så overraskede jeg med et nyt kamera. Det gamle blev jo stjålet desværre og til alt held var forsikringspengene gået ind på kontoen lige inden jul. 

Og så var der en julegave hjermmefra også. Fik en fin bluse og nogle fugle som jeg havde nævnt for Birgit for lang tid siden. Men hun husker godt og havde da lavet dem til mig. Iiihhhh de er så fine. Jeg har en helt særlig ide med dem, men først skal vi jo lige have en bolig de kan være i. 



Older posts