Under en uge til DK

Og vi glæder os.

Kufferterne er hentet ind i stuen og så småt igang med at blive fyldt op. Der indkøbt ting til sommerhuset og en masse stof på bestilling og andre småting. Denne gang bliver kufferterne ikke helt så tunge som sidst…umiddelbart 😀

Inden ferien skal der lige ordnes en masse småting, bl.a. har B bedt om at få fryseren fyldt op med rugbrød, der skal fjernes bunker fra skrivebordet og sorteres ud i Christoffers tøj.

I dag er der afslutningsfest i Day Care og det plejer jo at være meget hyggeligt med arrangementene der. Det er et “medbring fællesmad” arrangement og mon ikke jeg bare lavet nogle kokosmakroner. Dem elsker Christoffer og de er dejligt nemme.

Det er altid lidt svært med mad arrangementer og Christoffer, for vi tør jo ikke rigtig give ham noget af maden. Vi aner ikke hvad der er i. Selvom at det er sjældent at der bliver brugt mælkeprodukter, så tåler han jo f.eks. heller ikke ris, og det er der i meget af maden her. Så det er lidt bøvlet når det er. Vi skal være over ham hele tiden og have tasken fuld af snacks han elsker så han nemt afledes.  Han er endnu ikke blevet hys over de situationer, så det er jo kun godt. Men det kan hurtigt komme når han bliver større og mere bevidst.

Vi håber VIRKELIG at han snart vokser fra sin allergi.

God dag til jer derude

– Billederne er fra sidste gang der var et arrangement der

Billeder hos fotografen

Jeg har lige opdaget at jeg helt har glemt at lægge de billeder op som vi fik taget ved fotografen omkring jul. 
Angelina som tog den har studie i Odense og jeg kan virkelig anbefale hende. Hun et varmt menneske, med stor tålmodighed og som det vigtigste tager hun jo nogle fremragende billeder.  I kan finde hende her http://pinkstudio.dk/

Når vi cykler

Som jeg har sagt før så ELSKER jeg at vi har fået vores triobike. Det er en kæmpe frihed at vi nemt og sikkert kan bevæge os rundt på de få områder der nu engang er for os at komme rundt på her i Dhaka. 

Hver morgen og eftermiddag kører Christoffer og jeg afsted til daycare og det tager 8 min hver vej og går som regel rimelig let. Den ene del af vejen kaldes rickshaw road fordi det er en lille omvej for undgå en større hovedvej og der kører vanvittigt mange rickshaws. Vejen var indtil i weekenden virkelig smadret med rigtig mange huller, men søndag fik jeg en positiv overraskelse da der var blevet jævnet ud over alt. Det holdt desværre kun i 2 dage og der kommer huller her og der igen. Rickshaws er det primære transportmiddel her omend her er virkelig mange biler efterhånden også. Men altså, de der rickshaws er altså virkelig langsomme. De er tunge, uden gear og der sidder 1-5 passagerer som skal fragtes rundt. 

Så når jeg kommer “susende” på min cykel så er det om at bruge ringeklokken og få folk til at holde til siden. Men det sker ikke så tit…altså at de gør som jeg synes. Ligesom at det med at gøre tegn til at man stopper eller skal til høje eller venstre ikke eksisterer. Man kører bare ud til midten af vejen og drejer så derfra. Man holder heller ikke rigtigt tilbage for hinanden, det er bare fremad og håbe på at det går godt. Jeg har vænnet mig til det, men jeg bliver stadig vanvittig irriteret dagligt over at det er så kaotisk og ikke mindst farligt hvis man ikke navigerer som dem i trafikken. 

Men, det det mest irriterende er helt klart den evindelige dytten og ringen. Jeg bliver vanvittigt. Biler og cykler gør opmærksom på sig selv ved at bruge horn og klokke. Hold nu op hvor er det belastende. Jeg gør mit for at ignorere, men det ligger jo bare dybt i en hvordan man er vant til at opfatte den slags. Og selvfølgelig bruger jeg selv klokken nu når jeg skal forbi nogle, skik følge eller land fly. Men irriterende, det er det. 

Gode huller i vejen

lokal morgenmads pitstop


Older posts