Man bliver så træt ind i mellem

Jeg havde en skøn weekend i Bangkok og det var virkelig lige hvad jeg trængte til. Veninde hygge, shopping og et sted hvor tingene fungerer. Stor tak til Camilla for dejligt samvær.

Jeg fik købt lidt tøj, en gave til en som måske læser med og jeg kan derfor ikke afsløre det, pudebetræk som har gjort min pallesofa meget arabisk, nogle bånd, porcelænshåndtag, viskestykker…ja og lakridser, rigeligt lakridser. Mums. En fantastisk fyldt kuffert med yderst nødvendige sager. Ligesom det skal være.

Så var der lige nye puder så de andre kan komme tilbage i soveværelset igen.

Synes specielt at den her er rigtig fin

Mentalt var jeg på mit højdepunkt da vi vendte hjem og nød at have haft en lille pusterum. Det varede præcis 16 timer. Så slog Vietnam til igen.

1 – Jeg havde bestilt et nyt skrivebord og det var klar til afhentning mandag. Da jeg ringede og forklarede at B ville hente det men ikke havde fakturaen med, var prisen lige steget med 50%. Say what?? Jep jep, den pris hun havde givet var tilsyneladende for den lille udgave. Jeg havde betalt depositum og havde en regning på prisen. Men nej nej. Det var en ny pris. Selvom det var et relativt lille beløb, så irriterer det mig helt vildt og min stædighed slår til og de kan rende mig i  biiiiiiiip. Så jeg tog en taxa til butikken, bad om mine penge og gik min vej. Det er meget typisk og meget træls at tingene er sådan. Æv. Havde glædet mig til det nye bord som ville passe perfekt ind på kontoret og være prikken over iét. Men jeg er stædig og det gider jeg simpelthen ikke.

2 – Vi har bestilt nye gardiner til soveværelset, kontor og 2 gæsteværlser. Dem der var, var meget lidt kønne og gør det hele meget mørkt. Så nye hvide simple gardiner var bestilt. Og de kom og de gik. 4 gange havde vi besøg af gardin folk. Der skulle mørklægning på dem til soveværelset, ikke resten. Der var sat mørklægning på dem alle sammen. Vinduet i soveværelset er delt i 3, og så havde de delt gardinerne i 4. Hjem og lave det hele om. De nye gardiner de kom med var for korte. Vi har nogle dimser på til at holde gardinerne samlet når de er trukket fra- 30 cm for lange. Gardiner på 2. salen var beskidte og det ene for kort.Der var brugt røde penne til at tegne streger på gardinet og de havde et flot lyserødt skær alle steder.
Ej men altså. Da de gik i går efter 4. gang tilbageholdt jeg et lille beløb, fordi det stadig ikke er godt nok. Der er sorte finger mærker flere steder og er totalt krøllede. 2 af dimserne til holde gardinerne sammen er stadig for lange. Butiksejeren ringede til mig og spurgte hvorfor, jeg forklarede. Fik så en sms om at de kunne hente dem igen og fikse det, altså tage ned, vaske, stryge og evt. forlænge for 3. gang med 1 cm. og hvis jeg ikke betalte resten ville hendes worker ikke få sine penge. Svarede at hvis hun syntes at hele det her forløb var ok, så måtte hun jo komme og gøre det, men at jeg definintivt ikke var en tilfreds kunde og ikke kunne anbefale hende til andre. Så hørte jeg ikke mere. Når det er sagt, så er det lavet rigtig pænt. Vi kunne ikke undgå at have en forventning om at noget vill gå galt. Men det var jo til grin det forløb. Hvorfor dobb. tjekker man ikke? Hvor måler man ikke efter?? Hvorfor skal de komme 4 gange og vil komme 2 gange mere? Det er da spild af tid for alle parter.

?

Nye gardiner på mit arbejdsværelse

Man må sige at gæsteværelset er blevet hvidt i hvidt – men der er farver på vej i form af puder og et par billeder og så arbejder B vist også på noget i kælderen til værelset.

Ja, man bliver lidt mæt af Vietnam ind i mellem. No doubt. Men så igen, vi er jo herude af en grund og lever det liv vi gør af samme grund. Med Bennys arbejde, så ligger det ligesom i kortene af vi skal være i udviklingslande i større eller mindre grad. Vi elsker at være ude og det er forhåbentlig det liv vi skal leve for altid. Ingen af os kan forestille os at komme til Danmark og bo igen. Så det arbejder vi på ikke sker. Der er en masse godt ved det, men naturligvis også en masse afsavn. Jeg tænker på vores familier og venner som er i Danmark og i resten af verden, hver dag. Jeg kan godt mærke at jeg ikke arbejder for tiden, for selvom jeg sagtens kan få tiden til at gå, så er der øjeblikke hvor jeg godt kan føle mig lidt alene. Men det er jo hvad det er. Jeg elsker det liv B og jeg har skabt sammen. Ville ikke bytte det for noget i verden.

Jeg går forhåbentlig snart igang med et nyt projekt som i fremtiden vil være det jeg skal koncentrere mig om og have en udsigt til at kunne bruge på et professionelt plan. Jeg venter på nogle bøger og glæder mig meget til at komme igang. Mere om det senere.

Udover det så har jeg en masse små kreative sysler som jeg gerne vil lave, mangler this and that for at komme igang, men step by step. Intet haster, men det er jo meget hyggeligt. Louise har virkelig vakt min lyst til at komme igang med den slags. Birgit har gennem hele mit liv hjulpet mig og lært mig en masse kreativt gennem mit liv, men mit største problem er jo tålmodigheden. Den er ikke så stor når det kommer til at nørkle  med småting. Men det kommer vel…step by step.

Det var det for i dag. Skriver sidste afsnint om Australien turen en af de næste dage.

Rigtig god dag til jer alle hvorend i verden i er :o)