En tur i natten

Vi kæmper lidt med de der 11 timers jetlag, og de første to nætter har Christoffer da også været oppe fra ved 1 tiden til 5. Om natten altså. Første nat gik B en tur med ham og i går var det så mig. Jeg tog ham i bærrselen og gik er tur rundt i området. Det var virkelig helt specielt og faktisk ganske hyggeligt. Helt stille og med træer der er bundet ind i lykæder som giver en særlig hyggelig stemning.

Vi mødte først en mand som sad på en bænk. Først kiggede han bare op. Så hang Christoffer helt ud for at se ham og så genkendte manden ham og sagde lidt grinede “Oh I saw your husband yesterday”.

Næste møde var med nogle hjemløse på et par bænke ved nogle busskure. Benny havde godt sagt at han havde set dem natten før, så jeg var lidt forberedt og forventede egentlig det værste. Vi er jo vant til hjemløse og fattige som er i virkelig sølle forfatning i Dhaka. Her sad den en mand og en kvinde og sludrede om dagens nyheder og så lå der et par kvinder og sov. De første to så umiddelbart helt almindelige ud og kunne ligeså godt bare sidde og vente på bussen. Men på lidt tæt hold kunne jeg da se at tøj og sko ikke var til den nye side og alkoholen kunne man også lugte. Men flinke var de og kommenterede på at jeg havde er vældig cute baby- tak det ved jeg. Og spurgte så om han ikke kunne sove, nej nej, bare jetlag.

Kvinderne der sov var jeg overrasket over at se. De var vel omkring 50-55 år, relativt ordenligt tøj, spor af make-up og på ingen måde sølle, beskidte, eller lignende. De havde gangstativ med taske og nogle sager ved sig. Det var virkelig undeligt at se de her kvinder ligge der på en bænk og sove. De lignede jo en hver anden midaldrende kvinde og absolut ikke hvad man tænker en hjemløs er. Spekulerer stadig over hvad der er et sket siden netop de ender på gaden og havde lyst til at spørge de to der var vågne. Men måske lidt upassende og upraktisk med Christoffer på slæb som jo gerne skulle falde i søvn. Det er jo almindeligt kendt at det sociale sikkerhedsnet absolut ikke er så sikkert i USA og da slet ikke som i Dk. Så årsagerne kan jo være alt fra sygdom, alkoholiske, til fyring fra job til ja…hvad ved jeg jeg. Det var trist og tankevækkende.

Den tredje oplevelse var på afstand og taget ud af en amerikansk serie. En politibil fik med blink holdt en bil ind til siden. En politimand kom ud, lyste ind ved føren og tjekkede papirer. Ud med føreren, tjekke bagagerum, anden politimand ud og tale med passagerer. Føreren over bagsmækken og på med håndjern. Sådan… Så er der action. Det blev lidt upassende at stå der i mørket og glo, og måske også lidt suspekt. Så hvad der mere skete ved jeg ikke…men lidt spændende at se live.

De sidste meter før hotellet så jeg en kvinde i bil tale i tlf og idet at vi går forbi lægger hun på og kigger sørgeligt på mig og spørger om jeg er gift. Ja det er jeg. Hun blev så ked af det og sagde at vi skulle passe godt på hinanden og kærligheden og på vores lille dreng. Hun var så ulykkelig fordi at hun var i et dårligt forhold til sin mand og faderen til sin 1 årige datter. Han havde været hende utro under graviditeten og sådan generelt var han vist bare en temmelig elendig mand med mange andre kvinder, nassede økonomisk på hende og var en dårlig far. Men hun ville det bare så gerne have sin familie til at fungere og en god far til datteren. Hun var dybt ulykkelig. Det var svært ikke føle med hende og samtidig være uendeligt taknemmelig for at min egen lille familie er intakt og fungerer og er fyldt med glæde og kærlighed og at vi lever et ret fantastisk liv med mange privilegier.

Det var virkelig en helt særlig tur og med en masse indtryk og en meget speciel oplevelse som jeg er glad for, men som også satte en masse tanker igang. Især ift at være taknemmelig for alt det vi har og især at vi har hinanden. Tænk alt det man oplever kl 02 om natten i Californien.

….at Christoffer så ikke faldt i søvn er en helt anden ting 😉