En svær afsked

Christoffer er meget glad for sin børnehave. Børn, pædagoger, omgivelserne, det hele er et hit. Det er sjældent et problem at sige farvel om morgenen, men altid problematisk at hente. Han vil ikke med hjem. Blive og lege. Det kan nemt tage 30 min fra jeg kommer til vi sidder i bilen. Det er et lukus”problem”. Som forældre kan man ikke være andet end glad for det, i det store billede.

Det gør også at det er svært når jeg tænker på at vi rejser om 6 måneder. At han skal sige farvel til sine venner og en masse gode mennesker. Vi har jo valgt det her liv på hans vegne og det betyder at der kommer til at være opbrud med års mellemrum. Modsat er vi sikre på at det liv og de oplevelser vi forsøger at give ham, kommer til at være uvurderligt på sigt.

Forleden havde vi en afsked af de svære. Cecilie, hans bedste ven i børnehaven stoppede. Cecilie er en smuk pige, med langt lyst hår, et skønt smil og altid godt humør. Christoffer og Cecilie holder utroligt meget af hinanden og har et særligt bånd. Hun er godt nok 22 år ældre end ham, men det er lige meget. Det var en svær afsked og Christoffer var ikke meget for at give slip. Det var hun faktisk heller ikke. Der skulle krammes mange gange og længe og de havde krammet hele dagen.

 

 

Han havde lavet en fin kop til hende, eller i hvert fald tegnet på den. Han havde også bestemt at der skulle stå noget på den. “Til Cecilie, min bedste ven”

Hjertesorger er svære og det gøre forfærdeligt ondt på forældrene når man ser deres børn være kede af det. Eller trist melankoli som vi var ude i, i fredags.

Vi ved at der kommer mange flere på sigt, men det er ringe trøst lige nu. At opleve andre holde så meget af det lille menneske man har skabt, glæder langt ind i hjertet.

Heldigvis har Cecilie og Christoffer aftalt at de skal i biografen sammen snart. Cecilie spurgte selv om hun måtte låne ham.  Det glæder de sig vist lige meget til.

 

 

Fru Rosenfeldt