Bare vent til at du selv får børn…

Når man ikke har børn, så hører man ret tit den sætning hvis man har en mening om børn og livet med børn.

Når man er gravid hører man “bare vent”, når man taler med andre mødre/fædre om ens håb, tanker og forventninger til livet med børn. Og lad mig med det samme slå fast det 90% af gangene er en mega træls vending. Selvom at det ofte er velment, men alligevel.

Dels fordi, at alt det med at gå og glæde sig og gøre sig en masse tanker om fødsel, baby og livet som forældre fylder stort set hele graviditeten og dels så ER forældreskab noget som er learning by doing og bedrevidde bagklogskab på andres vegne er bare ikke fedt. Så den der med “bare vent” er simpelthen så kedelig at få at vide. Som at sprænge en ballon et barn lige har fået. Jeg håber virkelig at jeg aldrig selv kommer til at bruge den vending.

Alt i alt har det at få et barn jo selvsagt vent op og ned på vores liv. Det er blevet så uendeligt meget mere fantastisk, uforudsigeligt, fyldt med glæde, latter og mange fantastiske, finurlige og skønne oplevelser…og en hel masse erfaringer. Bevares der er også en masse frustrationer, hysteri anfald man skal håndtere og trampen-i-gulvet-vil-selv som man skal bære over med. Men i det store billede er det jo bare en fantastisk gave at opleve det lille menneske udvikle sig.

Faktisk så syntes vi jo at det første 1/2 år var latterligt nemt. Men den faste læser ved også at 2014 var et rigtig hårdt år og som, hvis jeg skal være helt ærlig, var ved at knække mig. Det var der ingen der kunne forudsige med deres “bare vent. Og selvom nogen havde forsøgt med en seriøst skræmmekampagne, jamen så forstår man det jo slet ikke førend at man sidder i det. Og i virkeligheden er det jo det fantastiske. At man har alle de her forstillinger, tanker og håb for hvordan det bliver og skal være. Hvordan man vil håndtere forældreskabet.

En af vores helt faste overbevisninger var, at Christoffer hurtigst muligt skulle ind på eget værelse. Max 6. mdr hos. Hvor svært kan det være. Privatliv tak. Men….bare vent….

Først gav det ikke mening så længe at der var natamning på programmet. Det gav heller ikke mening når han vågende 117 gange om natten fordi han havde ondt i maven, var ked af det, skrigende ked af det, skulle skiftes, ikke sov igennem, skulle det ene og skulle det andet. Det gav faktisk aldrig mening.

Men altså, han ville jo ende med at sove hos os til han (aldrig nogensinde) flytter hjemmefra hvis vi skulle holde fast i alle argumenterne som hobede sig op.

I går….i går var dagen han blev rykket ind og sov på sit eget værelse hele natten. Jeg sov som en sten, men B som har nattetjansen normalt vågende mange gang for at tjekke om alarmen virkede, om han kunne høre noget, brok over mangel på sut og og og. Men barnet sov da igennem som han skulle. Helt perfekt. Altså han vågnede Kl 05 som han desværre har fået for vane igen, men han sov igennem, helt alene, på sit eget værelse,. Første gang. Meget modsat når han sov hos os og vågnede 2-5 gange om natten. Jamen det er jo virkelig godt.

Vi ved dog af erfaring, at man ikke skal tage glæderne på forskud med den dreng….men vi krydser fingre og håber på det bedste….bare vent.

God weekend til jer alle.