Status og tanker

Jeg skrev vist i sidste uge at jeg ville være tilbage med daglige indlæg igen. Det skete ikke helt. Livet kom i vejen med sygdom Feber og landevejspause og B fik noget i klemme i ryggen så fredag og lørdag hang på mig og søndag forsvandt i bagning og små dårligt humør fordi jeg var træt og havde en overaktiv dreng som hoppede op og ned ad mig hele dagen som en hundehvalp. Ja ja, mandag var meget velkommen kan jeg afsløre.

Så nu, barnet sover, manden er udenfor at arbejde på tilbygning og jeg sidder med en kop chai latte, DR2 kører i baggrunden med et program om hvordan vi bliver ældre og ældre og at vores børn som bliver født nu her, kan forvente at blive 150 år. Det er helt surrealistisk at tænke på. Så mange år. Min egen farmor blev vist 96. Det er altså også helt vildt gammelt. Min mormor er et-par-og-firs og hun klarer såmænd alt selv og bor i eget hus. Bevares, alderen sætter sit præg på den fysiske fremtoning og hastigheden, men hun er nu skarp nok og sætter en ære i at kunne det hele selv. Man kommer langt med vilje og det har hun.

 

Det er med at blive ældre har aldrig været min kop te. Jeg havde det virkelig sjovt i mine start 20ére og elskede at være lige der. Jeg kunne sagtens gå tilbage som en slags Groundhog day og opleve det om og om igen. Forstå mig ret. Jeg er virkelig glad for det liv jeg har nu og min mand og søn. Jeg synes bare at start 20érne var det helt perfekte tidspunkt i livet. På godt og ondt.

Men nu sidder jeg her. Er lige landet midt i 30érne og det gider jeg egentlig ikke at tænke på. Så bliver man snart 40, 45, 80 og så dør man. Jeg har en ambition om at glemme alt om alder og leve livet som jeg vil det, som er godt for mig og min familie og få alle de fantastiske oplevelser ud af livet som man kan.

En af dem er, at have oplevet at blive mor. Hvor er det helt igennem fantastisk. Selv i går hvor jeg sendte B en sms om at det ikke var sikkert at Christoffer overlevede dagen. (Han var virkelig irriterende) For så at sidde til putning og læse bog og få kys og kram og ubetinget kærlighed af det lille menneske og se ham falde i søvn og ligge og trække vejret tungt og småsnorke. Det er fantastisk. Han er fantastisk. På onsdag bliver han tre år. Tre år som har budt på de mest fantastiske og hårde år i mit liv. Det, at få ha, er bedre end at være i 20érne, langt bedre og uden sammenligning.

Men i tilkøb er der kommet en dødsangst. En dødsangst for at jeg skal dø fra ham, eller hans far dør. Eller det værste af alt, at han dør. Som forældre er der altid katastrofetanker og hvad-nu-hvis. Man læser om ulykker hvor børn er involveret på en helt ny måde, hvis man overhovedet læser dem, eller kan komme igennem dem for tårer der triller i medfølelse og med tanke om “hvad nu hvis”.

Heldigvis er der lang til at jeg skal dø. Og endnu længere til at Christoffer skal. Han skal jo blive 150 år, så han har 147 år endnu. Jeg håber at verden er blevet et bedre sted end den er lige nu. Mindre had, udstødelse og pegen fingre.  At der mere kærlighed, omsorg, omtanke, forståelse og fællesskab. Det har vi og verden brug for.

Det var tanker fra i dag. God aften og god ny uge til jer alle.

Fru Rosenfeldt