Weekend i Bangkok

Lego køkken

Det har været store bagedag, i dag. Jeg har lavet Lego småkager til “International Day” på den internationale skole, på fredag. Jeg synes også lige jeg måtte prøve at lave italienske biscotti….og så bad Benny om at få bagt nye sandwich boller til madpakken. Så jeg har svinet køkkenet godt og grundigt til.

Det blev til ca. 400 stk. Lego kager. Det er en alm. vanilje/mandel småkage dej som er indfarvet. Jeg kørte hele dejen i KAén, delte så i 5 omgange a´500 gr. Farvde de 4 dele og lod den sidste ligge i fryseren til os selv. Jeg lagde det på køl og lavede biscottier imens. Da det var done lavede jeg 2 firkantede stænger af hver farve og smed dem i fryseren. Synes det er nemmest at skære af når de er helt kolde. Så blev de skåret, bagt og bagt og bagt og bagt. Og nu ligger de alle i en stor skål og venter på børnene på fredag.

Brugte en opskrift fra “Meyers Bageri”  – giver ca. 60 stk.
Kornene fra 1 vaniljestang
160 gr sukker
200 gr. hvedemel
140 gr. koldt smør
50 gr. mandelmel
1 knsp fint salt
1 æg

Bland mel og smør så det bliver til en smuldret dej, ligesom til mørdej. Bland vanilje, sukker og mandelmel i. Ægget æltes god ind i dejen til sidst. Rul dejen til 2-3 lige store pølser og pak ind i film og sæt på køl. Efter en en times tid kan de skæres i tynde skiver og bages  i ovnen på ca. 180 c. i 6-8 minutter- til de er gyldne i kanten. Dejen kan holde ca. 14 dage i køleskab og 3 mdr. i fryseren.

Jeg laver altid dobbelt portion så jeg kan putte i fryseren. Det er nemt lige at bage en omgang hvis der kommer gæster. De er ret simple og smager sødt og simpelt. De er gode som en basis småkage som kan pyntes med hvad man ny har lyst til;  kanel, lime skal, finthakkede tørrede tranebær osv osv.

Eller gøre som jeg og give dem ualmindeligt meget farve og bage dem som lego klodser 😉

Biscotti. Jeg kan huske at Louise før har sagt, at hun har bagt dem og de er rigtig gode og nemme. Så jeg fandt Politkkens bagebog frem og fik lavet en omgang. Jeg havde ikke hele mandler, men hakkede, plus en masse hele hasselnødder. Så det blev en blanding. Og de smager super og helt som de skal.

ca. 50 stk.
250 gr. mel
175 gr. sukker. Jeg brugte halv alm og halv brun farin- kan så godt lide den krydderede smag det giver.
1 tsk bagepulver
½ tsk. revet skal fra citron. Jeg brugte lime og det var fint nok
2 hele æg
1 æggeblomme
150 gr. hele mandler eller hasselnødder. Jeg tog ½-½.
1 æggeblomme til pensling

Mel, sukker og bagepulver sigtes sammen i røreskålen og citronskallen kommes i. Æg kommes i et ad gangen og blandes helt i, inden et nyt kommer i. Nødderne kommer i til sidst.
Det er en ret tung, blød og klistret dej.
Dejen deles i 2, jeg delte i 3 fordi jeg har en lille bitte bitte ovn. Se billede for hvordan. Pensl med den sidste æggeblomme.
De bages i ca. 20 min. – til gyldne.
Herefter skal de ud og lige køle i 5 min. og ovnen skrues ned på 100 c.
Skær småkagerne ud i ca. 1½ cm og lad dem tørre i ovnen på 100 c. på varmluft  i ca. ½ time – til de er sprøde og tørre hele vejen igennem. Jeg tænker at nogle af dem evt. skal dyppes i lidt chokolade….bare halvdelen af kagen.

Jeg glemt at pensle dem, så de er lidt matte, men mon ikke det går.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekend i Bangkok