Singapore tur retur...med lidt forsinkelse

Fremskridt med terapi

Som jeg skrev om tidligere, så har jeg desværre haft nogle efterveer efter de indbrud vi oplevede i Vietnam. Det har været rigtig svært at forstå hvad der skete i mit hoved når jeg fik nogle nedsmeltninger over ingenting og det har været svært at forstå hvorfor det skete. Men vi fandt stille og roligt ud af det og jeg tog så fat i en terapeut som arbejder med angst og adfærdsændring. Og jeg må sige at det går fremad og det går rigtig godt.

Det er svært helt præcist at sige hvad det er som er ændret og hvad det er der gør det. Men det jo nogle redskaber jeg får  og nogle situationer jeg skal sætte mig selv i for at overskride mine grænser. Nogle grænser som er blevet meget indskrænkede ift. hvad de var inden indbrud.

Jeg er rigtig glad for at jeg gik i gang med et terapiforløb fremfor hypnose. Det har gjort at jeg har forstået hvad der er sket og hvorfor og hvordan jeg skal forholde mig til det og hvordan jeg kommer videre.

Jeg har fundet en enorm frihed i at cykle til og fra de steder jeg skal hen og forleden cyklede jeg til lægen. For et par måneder siden var det enormt angstprovokerende for mig at skulle tage derhen uden bil og jeg kunne få det virkelig dårligt når B foreslog at tage en rickshaw. Da jeg så tog derhen forleden selv, jamen friheden…wauw.

Det skal lægges lidt sammen med at jeg jo er lidt af en monkey her fordi jeg er så lys og har lyst hår og det er jo vældig interessant. Så det med at gå rundt selv er sgu bare ikke særlig rart. Derfor er cyklen også god, fordi jeg er “hævet” over fodgængere, jeg er hurtigt væk fra dem som pifter, råber osv. Det er virkelig rart…og jeg er relativt uafhængig af andre ift. transport.

Jeg er spændt på hvordan det bliver når vi kommer tilbage med BabyBoyJensen og jeg så ikke rigtig kan cykle fordi han er med. Det er jo i slynge og barnevogn/klapvogn han er med. Det bliver enormt grænseoverskridende og svært for mig tror jeg. Men så må jeg huske mine redskaber og evt. tale med Maria, terapeuten, og få lidt hjælp den vej.

Den største sejr er egentlig at B måske skal til Vietnam på arbejde i september og jeg derfor bliver ladt alene en uges tid, lige når vi er kommet fra Danmark. Og som jeg tidligere har fortalt har det hele egentlig været udledt af at jeg slet ikke kunne rumme at skulle være alene i november og siden februar har spekulereret over hvordan jeg skal overkomme 24 timer alene fordi jeg er så angst. Eller var angst. For det her med en uge i Vietnam…det fremprovokerer ikke angst og tanker om hvad der kan ske, hvem der bryder ind, hvordan det skal gå, kan jeg holde mig vågen i 8 dage osv. Næ, jeg har egentlig bare været rigtig rigtig træt af at skulle være alene så tidligt med baby og at han tager væk så “lang” tid. Kæmpe kæmpe sejr og virkelig rart. (men derfor er det stadig træls hvis han skal derover)

Så jo, det det går godt…og det virker 😉

1 kommentar

  • Hvor er det godt at høre, at du klarer dig fint gennem hverdagens små forhindringer.

    / Marianne

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Singapore tur retur...med lidt forsinkelse