Aslappet og lækker ferie…not so much

Vi er taget på ferie. En ferie vi alle havde brug for i stor stil. Det har været et lidt langt år med først 4 mdr alene og resten af året byggeri. Jeg elsker vores ny tilbygning med 2 soveværelser, legeværelse og helt ny entre. Det er suverænt.

Men tiden dertil har også været lidt tung at komme igennem. På den anden side er det stort set det hele værd. Når det kun er stort set, er det fordi det også har været svært at få familieliv til at hænge sammen hvor vi alle tre kunne lave noget sammen. Weekenderne har været min tjans ift Christoffer og at skulle finde på noget at lave hele tiden uden at gå i vejen og uden at han keder sig blev lidt trættende til sidst, for alle parter. Hverdagene er Christoffer og jeg også alene fra vi står op til det er tid til aftensmad. B abejder jo i Glostrup og det kan ikke betale sig at køre senere end 05 hvis det ikke skal tage 2+ timer at komme frem. Det er jo hvad det er, men det hele lagt sammen, er det altid mor og Christoffer der leger, oplever og er sammen. I forvejen er Christoffer mors dreng BIG TIME! Mor er den bedste til alt, altid. Det kan godt blive lidt anstrengende (!) og for B er det vildt frustrerende at blive afvist hver dag hele tiden. Men balancen har været svær at skabe når tiden er brugt på gør-det-selv byggeri.

Så kort sagt, der var brug for pusterum til mor, byggefri for far og skabe lidt mere bånd mellem Far og søn og genrel familietid og fokus. Den sidste del går heldigvis rigtig godt, nu er det ikke kun “min mor er min bedste ven”, men også far. Og byggefri giver jo sig selv.

Men pusterum, ferie, afslapning og nydelse…not so much.

Vi valgte et 4stjernet familiehotel, all inclusive med vandland i Hurghada, Egypten med Apollo rejser. Vi ankom tirsdag eftermiddag. Torsdag kiggede vi på billetter hjem fredag/lørdag. I dag fortryder vi at vi ikke købte dem.

Maden på de 6 restauranter er horribel- og ens. Vi har en dreng som spiser alt fra sild og broccoli, til indisk og store salater. Han nægter at spise her. Vi lever af yoghurt, kiks, chips og har fået fyldt maverne på Hard Rock cafe forleden og skal igen i dag.

Børnepool kan i se på billedet.

img_0851
Den lovede legeplads findes ikke.
Børneklubben er et mørkt lokale hvor men kan tegne og lege med perler 1-2 timer om dagen.
Her er faktisk en masse pools og en stor en med masser af rutchebaner plus stort vandland. Men vandet er så koldt at det er umuligt at benytte sig af. Det skulle Apollo måske anføre i deres beskrivelse.
Vi fik tildelt et rygerværelse så brunt at et dansk værtshus ville være misundelig.
Og ift internet, så beskrev jeg det således for en veninde “Man skal finde en firkløver, en regnbue og en enhjørning Og være født under en heldig stjerne for st fange minimum signal”

Vi er skuffede, irriterede, trætte af det og super ærgerlige over at have brugt 20.000 kr på det her. Vi har klaget til guiderne og Apollo, men det hjælper jo ikke når man sidder i det.

I aften er der stor nytårsfest. Mad kl 20 og børneunderholdning fra 21. Vi har en dreng på 3,5 år…han sover så absolut på det tidspunkt. Så vi spiser på Hard Rock, igen.

Den ene pool er opvarmet og det gør det trods alt lidt sjovere. Vi hygger i vand og sol og får det bedste ud af det.

img_4161

I morgen har vi booket en ørkentur på ATV, så går tiden med det. Mandag bliver pool og tirsdag indtil at vi skal afsted skal vi bare overstå.

 

Fru Rosenfeldt

Status og tanker

Jeg skrev vist i sidste uge at jeg ville være tilbage med daglige indlæg igen. Det skete ikke helt. Livet kom i vejen med sygdom Feber og landevejspause og B fik noget i klemme i ryggen så fredag og lørdag hang på mig og søndag forsvandt i bagning og små dårligt humør fordi jeg var træt og havde en overaktiv dreng som hoppede op og ned ad mig hele dagen som en hundehvalp. Ja ja, mandag var meget velkommen kan jeg afsløre.

Så nu, barnet sover, manden er udenfor at arbejde på tilbygning og jeg sidder med en kop chai latte, DR2 kører i baggrunden med et program om hvordan vi bliver ældre og ældre og at vores børn som bliver født nu her, kan forvente at blive 150 år. Det er helt surrealistisk at tænke på. Så mange år. Min egen farmor blev vist 96. Det er altså også helt vildt gammelt. Min mormor er et-par-og-firs og hun klarer såmænd alt selv og bor i eget hus. Bevares, alderen sætter sit præg på den fysiske fremtoning og hastigheden, men hun er nu skarp nok og sætter en ære i at kunne det hele selv. Man kommer langt med vilje og det har hun.

 

Det er med at blive ældre har aldrig været min kop te. Jeg havde det virkelig sjovt i mine start 20ére og elskede at være lige der. Jeg kunne sagtens gå tilbage som en slags Groundhog day og opleve det om og om igen. Forstå mig ret. Jeg er virkelig glad for det liv jeg har nu og min mand og søn. Jeg synes bare at start 20érne var det helt perfekte tidspunkt i livet. På godt og ondt.

IMG_0008

Jamaica for 10 år siden hvor jeg mødte B. Og var lige midt i 20erne

Men nu sidder jeg her. Er lige landet midt i 30érne og det gider jeg egentlig ikke at tænke på. Så bliver man snart 40, 45, 80 og så dør man. Jeg har en ambition om at glemme alt om alder og leve livet som jeg vil det, som er godt for mig og min familie og få alle de fantastiske oplevelser ud af livet som man kan.

En af dem er, at have oplevet at blive mor. Hvor er det helt igennem fantastisk. Selv i går hvor jeg sendte B en sms om at det ikke var sikkert at Christoffer overlevede dagen. (Han var virkelig irriterende) For så at sidde til putning og læse bog og få kys og kram og ubetinget kærlighed af det lille menneske og se ham falde i søvn og ligge og trække vejret tungt og småsnorke. Det er fantastisk. Han er fantastisk. På onsdag bliver han tre år. Tre år som har budt på de mest fantastiske og hårde år i mit liv. Det, at få ha, er bedre end at være i 20érne, langt bedre og uden sammenligning.

C11_0030

Men i tilkøb er der kommet en dødsangst. En dødsangst for at jeg skal dø fra ham, eller hans far dør. Eller det værste af alt, at han dør. Som forældre er der altid katastrofetanker og hvad-nu-hvis. Man læser om ulykker hvor børn er involveret på en helt ny måde, hvis man overhovedet læser dem, eller kan komme igennem dem for tårer der triller i medfølelse og med tanke om “hvad nu hvis”.

Heldigvis er der lang til at jeg skal dø. Og endnu længere til at Christoffer skal. Han skal jo blive 150 år, så han har 147 år endnu. Jeg håber at verden er blevet et bedre sted end den er lige nu. Mindre had, udstødelse og pegen fingre.  At der mere kærlighed, omsorg, omtanke, forståelse og fællesskab. Det har vi og verden brug for.

Det var tanker fra i dag. God aften og god ny uge til jer alle.

IMG_0119

Billedet her er cirka tre år gammelt. Det var vist en uge inden jeg fødte

Fru Rosenfeldt