At være expat hustru

Lige nu er det ret åbenlyst at jeg tager mig af Christoffer som jo kun er 7 måneder. Han har aldrig været sammen med andre end mig og B alene. Han bliver aldrig passet af andre, hverken vores venner her, vores maid, eller bedsteforældre som jo desværre er meget (alt for) langt væk. Allerede her er der en stor forskel på at være expat familie og “alm” familie. Vi har nemlig ikke et tæt netværk som liiiige kan tage over så mor og far kan tage en middag ude en aften. Bevares, vi har venner her som sikkert gladeligt gør det, men de har ligeså travlt som alle andre med arbejde, børn og alt det andet, til at vi ses på så fast basis, at Christoffer kan komme til pasning. Modsat “alm” familier hvor bedsteforældre og andre familiemedlemmer som oftes er en ret fast del af familielivet og derfor også uden problemer kan tage en aftenvagt hvor baby alligevel sover og skulle han vågne, er han tryg nok ved de personer som luller ham i søvn igen. Havde vi været i Danmark var vi da også nok så småt begyndt at se på start i vuggestue oghvor og hvordan.  Men her skal man altså være 18 mdr. før at man kan starte. Heldigvis stornyder vi begge tiden med. 

Som expat hustru er der rigtig meget som ikke er lige åbenlyst for mange og det lyder nok ofte nemt og luksusagtigt at leve sådan her. Men, hver gang man kommer til en ny destination, så starter man forfra. Man kender sjældent nogen, man ved ikke hvor noget er, man ved ikke hvor man skal starte. Heldigvis, er expat netværket også stort. Har du været i et land og skabt kontakter, så er der som regel altid nogen som kender nogen og så gør det, det en smule nemmere. Facebook og andre fora som er specielt for os expats gør det også nemt at få information om hvor, hvornår og hvordan og hvorledes. Men ting tager tid. Småting som at finde det bedste supermarked, internet, telefon, håndværkere osv osv. I Danmark er det så nemt. Man kender det hele, man er vokset op om det hele, man har venner og familie at spørge til råds, alt er under ordnede forhold. 

Man kommer ud helt alene med mand og evt. børn. Man har ingen venner og ens mand er som regel startet på arbejde fra dag 1 og så sidder man i et fremmed land, en ny bolig og er meget alene og det er ingen hemmelighed at ensomheden ofte banker på. 

Man skal som voksen starte forfra og skabe nye relationer. Man har som hjemmegående ikke en arbejdsplads hvor man kan møde mennesker og spirende venskaber. Man skal være modig og introducere sig selv til vildt fremmede mennesker med en indgangsvinkel som hedder, “vil du være min ven?”. Det er virkelig grænseoverskridende. Og det tager tid. Det tager tid at finde nogle man svinger med og som man kan bygge en relation op med. Bare fordi at man har en fælles referenceramme ved at være expat , betyder det jo ikke at man automatisk bliver slyngveninder. Man bruger en masse tid på at lære folk at kende, vurdere og veje. Relationerne er så nye og skal bygges op. Det tager tid. Og hvor længe er man udstationeret og hvor meget vil man investere af sig selv? Vi skal være i Dhaka i et par år mere og møder man nogle som kun skal være her 6 mdr. så virker det omsonst at begynde at starte en relation op, for vedkommende forsvinder alligevel om lidt. Så hellere satse på nogle af dem som er her lidt længere.  

Det er også svært at savne familie og venner. Især nu hvor Christoffer er kommet er det lidt hårdere. Jeg ville ønske at bedsteforældre kunne opleve ham på meget tættere hold. Jeg ville ønske at all vores venner havde set og mødt ham. Jeg ville ønske en hel masse, det er bare ikke lige til. Men det er jo det valg vi har taget for vores lille familie og så tager vi den derfra. Vi vil stadig gerne have at vores familier kan få et forhold til ham og heldigvis er der jo skype, smser, dropbox og email. Alt sammen noget som gør det noget nemmere at være på lang afstand.

Men at være expat er jo heller ikke bare alt det svære der er ved det. I så fald havde vi jo aldrig valgt det her liv. For vi elsker vores liv som det er og som vi lever det. Uanset hvordan man vender og drejer det, så ville vi ikke bytte det for noget og det er ingen hemmelighed, at vi håber på at være ude altid. Ikke rejse fra land til land altid, men bare bo i udlandet. Det vil vi gerne og arbejder på at det er sådan at det bliver. (men altså Dhaka behøver det så ikke lige være)

Vi får så mange oplevelser, ser så meget af verden, møder så mange mennesker og får så mange indtryk. Alt sammen noget som vi virkelig sætter stor pris på. Det er det fantastiske ved at være ude og leve som vi gør.

Jeg nyder at gå hjemme og have tid til at være sammen med Christoffer og lære ham at kende og opleve hans udvikling, lave de ting som jeg har lyst til, studere det som jeg har lyst til. Vi er så taknemmelige for at vi har fået mulighed for at leve på den her måde, som er som vi begge har drømt om og som vi gerne vil.