Gør-det-selv fastfood til baby

Her i huset er selvgjort velgjort. Men ofte er er fastfood nødvendigt at have i tasken for barnet spiser jo konstant nærmest.  Det her babymad på tube er bare smart.  Det er helt rene råvarer, der er intet tilsat af noget som helst. Og vi kan selvfølgelig ikke købe det i Dhaka. Typisk nok. Heldigvis købte vi stort ind i Bangkok og en B kender købte også lige en stak med til os i går. 


Da vi for nylig var i Bangkok mødte vi en ved baby food hylden som sagde at man kunne købe poserne på amazon og så lave det selv. SÅ smart. Forleden faldt jeg over det i Danmark også og med et smart opfyldningssystem system til. Så det skal da lige på listen over ting som skal i kufferten til sommer. 


 
Fill N Squeeze er et genialt produkt, hvor du kan lave hjemmelavet babymad og påfylde maden den banebrydende indpakning, som barnet kan mades eller spise direkte fra. Helt uden skeer og åbne emballager!
 

Fill n Squeeze er udviklet til dig, som foretrækker, at dit barn skal have den samme mad som resten af familien. Med Fill n Squeeze er det let a mose eller stavblende maden direkte i beholderen og via beholderens nederste tragt, påfylder du maden de praktiske Fill N Squeeze poser, der er nemme at have med og du kan tilmed made direkte fra poserne.
 
Poserne er 100 % BPA fri, kan genlukkes med skruelåg og bruges igen og igen, da de tåler opvask. Poserne kan opvarmes i mikroovn eller kommes i fryseren eller på køl, indtil de skal anvendes.
 

 
Udviklerne af systemet har udregnet, at babymad fra Fill N Squeeze kan spare forældre op til kr. 200 om måneden sammenlignet med færdigkøbt mad*.
 
Fill N Squeeze sparer dig for tid og du ved, hvilke næringsstoffer dit barn får.
 
Poserne er trykt med børnevenligt print, så det er en leg at spise.
 

Info:

Poserne er på 150 ml og er anbefalet til alle stadier af madning fra 4 mdr +
Perfekt hjemme, på farten, eller for større børn til hjemmelavede smoothies
Kapacitet: 500 ml i beholderen og nok til at fylde poserne på få sekunder
100 % fri for BPA, ftalat og bly
Alle dele og poser tåler opvaskemaskine


Yay – ny klapvogn på vej

Jeg har tidligere skrevet om Babyzen klapvognen her og nu er den på vej til Bangladesh. 
En veninde jeg kender her i Dhaka, er nemlig i Danmark for tiden og hun er så heldig, at have lov til at have dejligt mange kg med retur og tilbød at tage den omtalte vogn med til os. Så jeg skrev til de par stykker som sælger den i Danmark. Den var/er udsolgt. SÅ typisk. Men, så kom der lige en mail i går. En butik havde en demo model og det var den sidste at 2013 modellen. 2014 modellen kommer først til maj…og koster 4000 kr!!! En god sjat mere end hvad jeg vil give for en rejseklapvogn synes jeg nok. Men så kunne jeg da få demo modellen til 2700 og så lige fratrukket momsen så, bliver det kun 2160 kr. Mere perfekt kunne det ikke være. Vi har købt den hos Livrig.dk som jeg virkelig kan anbefale for super service og som næsten svarer førend at jeg har nået at trykke send på mailen. Virkelig god oplevelse.
Så den er købt og betalt og på vej til hjem til Barbara som tager den med til os. Super godt. 

At være expat hustru

Lige nu  burde jeg egentlig lave noget helt andet end at skrive blog. Jeg har 117 projekter der venter på mig, bøger der skal læses, opgaver der skal løses, ting som skal fixes, mails der skal skrives, steder der skal ryddes op og en hel masse andet. 

Men nogle gange så falder man (jeg) over blogs fra andre expat koner og/eller hjemmegående fruer, som meget ofte beskriver hvordan det er at være i den position vi er i. Nemlig at være medfølgende hustru OG hjemmegående. Et spørgsmål til os som kommer igen og igen og igen er tit “hvad får du tiden til at gå med?”. I dag var det denne der inspirerede http://sixdegreesnorth.me/2014/03/07/trailing-spouse-the-graveyard-of-ambition/

Lige nu er det ret åbenlyst at jeg tager mig af Christoffer som jo kun er 7 måneder. Han har aldrig været sammen med andre end mig og B alene. Han bliver aldrig passet af andre, hverken vores venner her, vores maid, eller bedsteforældre som jo desværre er meget (alt for) langt væk. Allerede her er der en stor forskel på at være expat familie og “alm” familie. Vi har nemlig ikke et tæt netværk som liiiige kan tage over så mor og far kan tage en middag ude en aften. Bevares, vi har venner her som sikkert gladeligt gør det, men de har ligeså travlt som alle andre med arbejde, børn og alt det andet, til at vi ses på så fast basis, at Christoffer kan komme til pasning. Modsat “alm” familier hvor bedsteforældre og andre familiemedlemmer som oftes er en ret fast del af familielivet og derfor også uden problemer kan tage en aftenvagt hvor baby alligevel sover og skulle han vågne, er han tryg nok ved de personer som luller ham i søvn igen. Havde vi været i Danmark var vi da også nok så småt begyndt at se på start i vuggestue oghvor og hvordan.  Men her skal man altså være 18 mdr. før at man kan starte. Heldigvis stornyder vi begge tiden med. 

Som expat hustru er der rigtig meget som ikke er lige åbenlyst for mange og det lyder nok ofte nemt og luksusagtigt at leve sådan her. Men, hver gang man kommer til en ny destination, så starter man forfra. Man kender sjældent nogen, man ved ikke hvor noget er, man ved ikke hvor man skal starte. Heldigvis, er expat netværket også stort. Har du været i et land og skabt kontakter, så er der som regel altid nogen som kender nogen og så gør det, det en smule nemmere. Facebook og andre fora som er specielt for os expats gør det også nemt at få information om hvor, hvornår og hvordan og hvorledes. Men ting tager tid. Småting som at finde det bedste supermarked, internet, telefon, håndværkere osv osv. I Danmark er det så nemt. Man kender det hele, man er vokset op om det hele, man har venner og familie at spørge til råds, alt er under ordnede forhold. 

Man kommer ud helt alene med mand og evt. børn. Man har ingen venner og ens mand er som regel startet på arbejde fra dag 1 og så sidder man i et fremmed land, en ny bolig og er meget alene og det er ingen hemmelighed at ensomheden ofte banker på. 

Man skal som voksen starte forfra og skabe nye relationer. Man har som hjemmegående ikke en arbejdsplads hvor man kan møde mennesker og spirende venskaber. Man skal være modig og introducere sig selv til vildt fremmede mennesker med en indgangsvinkel som hedder, “vil du være min ven?”. Det er virkelig grænseoverskridende. Og det tager tid. Det tager tid at finde nogle man svinger med og som man kan bygge en relation op med. Bare fordi at man har en fælles referenceramme ved at være expat , betyder det jo ikke at man automatisk bliver slyngveninder. Man bruger en masse tid på at lære folk at kende, vurdere og veje. Relationerne er så nye og skal bygges op. Det tager tid. Og hvor længe er man udstationeret og hvor meget vil man investere af sig selv? Vi skal være i Dhaka i et par år mere og møder man nogle som kun skal være her 6 mdr. så virker det omsonst at begynde at starte en relation op, for vedkommende forsvinder alligevel om lidt. Så hellere satse på nogle af dem som er her lidt længere.  

Det er også svært at savne familie og venner. Især nu hvor Christoffer er kommet er det lidt hårdere. Jeg ville ønske at bedsteforældre kunne opleve ham på meget tættere hold. Jeg ville ønske at all vores venner havde set og mødt ham. Jeg ville ønske en hel masse, det er bare ikke lige til. Men det er jo det valg vi har taget for vores lille familie og så tager vi den derfra. Vi vil stadig gerne have at vores familier kan få et forhold til ham og heldigvis er der jo skype, smser, dropbox og email. Alt sammen noget som gør det noget nemmere at være på lang afstand.

Men at være expat er jo heller ikke bare alt det svære der er ved det. I så fald havde vi jo aldrig valgt det her liv. For vi elsker vores liv som det er og som vi lever det. Uanset hvordan man vender og drejer det, så ville vi ikke bytte det for noget og det er ingen hemmelighed, at vi håber på at være ude altid. Ikke rejse fra land til land altid, men bare bo i udlandet. Det vil vi gerne og arbejder på at det er sådan at det bliver. (men altså Dhaka behøver det så ikke lige være)

Vi får så mange oplevelser, ser så meget af verden, møder så mange mennesker og får så mange indtryk. Alt sammen noget som vi virkelig sætter stor pris på. Det er det fantastiske ved at være ude og leve som vi gør.

Jeg nyder at gå hjemme og have tid til at være sammen med Christoffer og lære ham at kende og opleve hans udvikling, lave de ting som jeg har lyst til, studere det som jeg har lyst til. Vi er så taknemmelige for at vi har fået mulighed for at leve på den her måde, som er som vi begge har drømt om og som vi gerne vil.

De bedste jeg har 

Ny cykel

En hel ny verden åbner sig når man rejser med et barn. Hvor tiden før blev brugt på afslapning, sightseeing, shopping og cafeer og restauranter, så bruges den nu på hyggeture, logistik, lure og mad på hotelværelset. 

Så da vi for nylig var i Manila og skulle på lidt shopping, jamen så blev det ikke til ret meget til B og jeg, men til gengæld kiggede vi rundt i alle børneforretninger.

Christoffer er ret vild med vores telefoner og iPad – selvfølgelig, så jeg ville købe en telefon til ham selv og kiggede på nogle i ToysRus. Larm, lys, dimser og tingeltangel. En meget venlig ekspedient kom og ville hjælpe og fandt en anden telefon “This one more noise more loud”. Ja det skal jeg love for. Kineser helvedes legetøj der var så højt at selv Christoffer syntes at det var for meget og lidt skræmmende. God dreng 😉


Når, men vi kiggede rundt på alle de mange fine forretninger og spottede jo så en løbecykel. Altså barnet var kun 6 mdr og det var nok liiiige tidligt nok. Men den var fed, rigtig fed. Og faderen mente at den kunne vi ikke undvære. 
Han ligner allerede en trafikbølle med det udtryk 

“jeg kan næææææsten nå jorden”

Older posts