Endnu en updaget tornado

Jeg vågnede op til en facebook inbox med 5 beskeder fra folk som ville høre om vi var okay. Ja det skulle jeg da mene, vi har sovet fint i hvert fald.

Åbenbart har der været en tornado i nærheden. 60 km sydøst for byen. Forleden var der en helt nord på. Vi har haft nogle dage med meget torden om aftenen og en smule regn og så har solen ikke været på sit højeste. Men ikke sådan noget bemærkelsesværdigt for vores vedkommende.

I august sidste år var der også en tornado i Saigon som vi absolut ikke opdagede. Trods det at den var der midt på dagen og vi sad trygt og godt og havde hygge søndag efter en bryllupsfest dagen forinden.

Jeg tror efterhånden vi har oplevet så mange forskellige og voldsomme vejrudsving og jordskælv til at vi ikke bider så meget mærke i det når det er. Regn skal være meget voldsomt for at vi synes at det er vildt, det skal være 45+ før vi synes at det er meget varmt og palmerne skal bøje halvt for at det blæser meget. Til gengæld skal det helst ikke være under 25 grader før vi fryser 😉

På det mere seriøse plan er det jo desværre en total katastrofe for dem som bliver ramt. Folk er så fattige her i forvejen, at de går fra at have ingenting til at have minus og det er umuligt for dem at genopbygge, eller gøre noget som helst der bare ligner. Det er helt umuligt at sætte sig ind i og forstå det på det plan de gennemlever det.

MD Scanning

BabyBoyJensen er næsten bagt halvt færdigt og det betød at vi kunne komme til en misdannelsesscanning og få tjekket at alt var som det skulle være. Til scanningen tjekker man at udviklingen er som den skal være ift. hvor langt jeg er henne, at knogler er rette længde, at der er lukket mellem gane og næse, at næsebenet har rette størrelse, at der er hjerne og aktivitet i den, at alle organer er der og sidder på de rigtige steder og at der rette antal af alt det der nu skal være på det lille menneske.

Han var meget medgørlig og samarbejdsvillig og alt var i skønneste orden. Endnu engang var han rigtig glad for at vise frem at han var en dreng. Det skal nok blive en fest når han så kommer ud 😉

Maven har fået en fin runding, men kan dog stadig være i alt mit almindelige tøj endnu. Så det nyder jeg så længe jeg kan. Vægten er heller ikke steget, så der er forhåbentlig plads til alt det jeg savner og skal smovse i når jeg kommer til Danmark. Jeg mærker liv hver dag og det er da både lidt hyggeligt, men også meget betryggende. Forleden lagde B hånden på maven og fik også et spark.

Jeg er 19+3 i dag, har “skiftedag” om fredagen, så på fredag er vi halvvejs.

Dyreliv i Dhaka

Eller i hvert fald de her søde fugle. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad det er for nogle, men fine, det er de i hvert fald. De er altid i par og når kragerne jagter dem væk fra det store træ, så flyver det hen på den bygning der er ud for mit kontorvindue og hygger 🙂

 

 
 
 

Når det hele ikke altid er lykken

Jeg prøver som udgangspunkt at holde bloggen her i en positiv tone og fortælle om de mange gode ting i vores liv, oplevelser og rejser. Det er ikke for at skabe et urealistisk billede, for jeg synes faktisk at vores liv er ret fantastisk. Men nogle gange…nogle gange så er tingene bare godt gammeldags træls.

Mange har en opfattelse af, at det at være expat og bo i udlandet automatisk er lig med et spændende og privilegeret liv. Og det er det da uden tvivl også. Vi kunne slet ikke leve det her liv hvis vi boede i Danmark og det er netop derfor at vi er rejst ud. For at leve netop det her liv, rejse, være uden for mange bekymringer osv. Og det er det vi elsker, har arbejdet målrettet imod og nu har på hånden.

Men det er altså ikke altid lykken og slet ikke her i Bangladesh.

Lad mig starte med at sige, at vi blev overvældet da vi var her i november for at se hvad vi syntes om det inden vi sagde ja. Fattigt, beskidt, støvet og mange tiggere, gadebørn o.lign. Men samtidig er bengalere et folkefærd som stort set altid har et smil på læben og virkelig hjælpsomme og servicemindede. Noget vi i den grad ikke oplevede i Vietnam og som faktisk er en af de ting man bliver allermest træt af ved at være i Vietnam- det nævner alle. Man bliver så træt af at man ikke kan stole på nogen og at alle kun gør noget for egen vindings skyld og man aldrig ved om den næste man møder tager røven på en, stjæler ens taske eller hvad der sker.  Bengalere oplever vi til gengæld som virkelig hjælpsomme og med et servicegen man drømmer om at kunne tage med rundt i verden og lade andre lære af. Jeg kan jo f.eks. knap nok selv få lov til at køre indkøbsvognen i supermarkedet eller tage en mælk ned fra hylden. Hvis jeg tager et æble som er bulet, skynder grøntmanden at skifte det ud med et som er perfekt. Det er altså en fryd.

Men som overskriften siger, så er der også meget her som er…svært tror jeg vi skal kalde det. Det er enormt svært for mig at gå ud alene. Det med at gå på gaden er ikke så nemt. Jeg bliver gloet på i et omfang der er svært at forstå. De ser mig, de kigger på min barm og dernæst i skridtet. Meget mærkeligt. Jeg er fuldstændigt pakket ind fra top til tå og absolut i løst siddende tøj. Jeg har faktisk mere tøj på end de lokale damer. Men jeg er hvid, det er vist rigelig årsag. Jeg bliver råbt efter, hvisket til når jeg bliver passeret, fulgt efter, cirklet omkring i rickshaw. Ja, det er ikke den store fest at gå alene på gaden. Heldigvis er jeg helt tryg når B er med og han har da nogle gange råbt af nogle som kommer lidt for tæt på, eller snakker lidt for højt osv, når han har opdaget det – utroligt de gør det når han er med. Men de er modige er de 😉  Men okay, det skal så siges at det ikke er normalt at gå selv som hvid, alle har chauffører, men man vil bare så gerne have den frihed med at kunne bevæge sig rundt selv. Men det giver jo mening at ingen gør det. 

Dhaka… bum bum, riiiimelig kedelig by. Her er altså ikke meget at tage sig til. Cafeer, malls og lign. er ikke eksisterende. Den eneste mulighed for at skabe et socialt netværk er ved at være en aktiv del af klubmiljøet. Vi er naturligvis medlem af den nordiske klub og jeg synes det er super godt initiativ. Men vi er bare ikke de der top sociale typer som nemt sætter sig ved et bord med fremmede mennesker og sludrer. Konceptet fejler intet, men det er svært som ny at skulle tage initiativet til det og kun have et sted at gå hen og skulle falde naturligt ind i det. Så vi tager det lidt hen ad vejen, men vi er faktisk primært hjemme og hygger os sammen.

Jeg kommer selvsagt til at få et andet netværk når babyen kommer, for der er heldigvis aktive internationale mødre grupper og gode muligheder der. Behovet for det kommer jo nok også naturligt når jeg sidder palle alene med et barn og uden familie og venner i nærheden jeg kan trække på.

Udover det, så er her for tiden en del ballade. Der skal være valg engang mellem oktober og januar og det skaber gnidninger mellem de forskellige partiers tilhængere og der er ballade på lidt mere end blot “Du er dum fordi…”. De er aggressive og der er ugentligt det som hedder hartal, som er en dag hvor der bliver meldt protestdemonstrationer – og alt går i stå. Det går ikke stille af sig. Heldigvis holder de sig ude af vores område og her er også et massivt sikkerhedsopbud. Men det er bilafbrændinger, skyderier, ting som smadres osv. Tillige er der så nogle forskellige oprørsgrupper som også er sure over alt og intet og bliver nogle af lederne fanget af politiet, bliver der meldt hartal og så går det ellers løs – fordi de vil have lederne frigivet. De her grupper er især aggressive og det går vildt for sig. Når der er hartal er der en slags udgangsforbud. Sikkerhedsmæssigt er vanvittigt at bevæge sig uden for vores område. Det vil også sige at B ikke kan komme på arbejde de dage. Det sker ugentligt at der kommer sådan en dag…eller 3. Der er f.eks. meldt hartal man, tirs og onsdag næste uge. Det er sgu træls.

Så jeg må indrømme at der er rigtig mange negative ting ved at være her og være i den her situation. Jeg siger lidt i sjov at lejligheden her er mit guldbur…men det er desværre ikke helt uden sandhed. Heldigvis så vænner man sig til meget og alt bliver hverdag og rutine og det går da også helt fint for det meste. Men der kommer da dage hvor det hele bliver lidt frustrerende, hvor man bare vil ud at gå en tur, tage i et mall, biografen, på en cafe, eller en lækker restaurant og det hele vokser lidt over hovedet. De muligheder er der bare ikke. Så man må jo sige at det er godt at jeg altid har været god til at underholde mig selv og at jeg har mit studie. Jeg kan også mærke at lysten til at være kreativ så småt er på vej tilbage og jeg er ligefrem begyndt at tænke i ting der skal laves til når babyen kommer. Ja ja, det kommer langsomt 🙂

På trods af alt det her, så ville vi aldrig nogensinde bytte vores liv for noget andet. Det er en oplevelse og et eventyr, med et par drager, og vi ville til enhver tid vælge det her liv. Vi har så mange fede oplevelser og har så mange muligheder ved at have den her livsstil og jeg kan slet ikke se os vælge anderledes…nogensinde. Mange ting kommer til at ændre sig til august når vi bliver tre i husstanden, men vi tager det med og glæder os over det indretter os efter det. Men livsstilen, den giver vi næppe nogensinde op. 

Og så er Dhaka jo ikke for altid, men et sted vi skal være i 1,5-3 år. Vi er helt enige om at næste destination skal være op ad stigen og til et mere udviklet land. Man kan også få nok af de her lidt for primitive eventyrer 😉

Older posts